Jason Bateman og Laura Linney vender endnu engang tilbage i krimidramaet ‘Ozark’ om hustler-livet med familiens sikkerhed som indsats.
Sæson tre af den Emmy-vindende Netflix-serie starter seks måneder efter det sted, hvor sæson to slap familien Byrde, der efter at have flygtet fra Chicago nu har fået etableret sig som ‘pålidelige’ casinoejere i det rige Ozark-nabolag.
Marty (Bateman) har øjnet muligheden for endelig at køre forretningen nogenlunde stabilt, men lader i traileren til at blive stærkt modarbejdet af sin ambitiøse kone Wendy (Linney), der er villig til at indgå aftaler med selv de mest skumle typer for at få lidt ekstra på kontoen.
Da et glemt familiemedlem dukker op, og Wendys griskhed går for langt, lader det ifølge traileren til, at drastiske midler (og komisk parterapi) er den eneste redning for familien Byrde.
’Ozark’s tredje sæson kan ses på Netflix fra 27. marts.