Princess Nokia omfavnede både det smukke og det grimme i Pumpehuset
Princess Nokia har mange ansigter. Eller i hvert fald et ansigt med mange forskellige udtryk.
Kunstneren fra det rådne æble har lavet newyorker-rap (‘1992 Deluxe’), emorap (‘A Girl Cried Red’) og dyrket en mere eksperimenterende lyd (‘Metallic Butterfly’). Senest er der blevet udsendt hele to album simultant: ‘Everything Is Beautiful’, der dyrker det smukke og rolige ved tilværelsen, og ‘Everything Sucks’, der er dystert og aggressivt.
Før mandagens koncert i Pumpehuset var det altså ikke helt til at vide, hvilken udgave af Princess Nokia, vi ville blive udsat for. Hvilket ansigt, der ville kigge frem på scenen.
Da rapperen gik på scenen til ‘Harley Quinn’ med ordene »Fuck you, and fuck you / and fuck you, fuck you, we fuck you«, efterfulgt af ‘Welcome to the Circus’ og ‘Crazy House’ (alle fra ‘Everything Sucks’, var der ingen tvivl.
Det var den vrede, mørke, aggressive, oversminkede Princess Nokia, der var kommet, og her blev ikke givet nogen fucks. Rapperen vred sig rundt både kropsligt og vokalt og fremstod nærmest manisk, mens ‘Kitana’, der var blevet tilføjet trance-agtige trommer og lyssætning, hamrede af sted. Den ellers skarpe vokal led lidt under de mange hektiske bevægelser, men til gengæld var der en nerve i tilstedeværelsen.
Selv om rummet boblede af aggressivitet, var der ingen tvivl om, at det her var et safe space. Der var intet ubehag, men mere en slags katarsisk fest, hvor Princess Nokia og de fremmødte fik lov at skeje ud og være helt sig selv. Tydeligst var det på ‘Wavy’, hvor Princess Nokia – efter at have fremhævet vigtigheden i netop at være sig selv – hev en bunke udvalgte publikummer op for at danse med, så Pumpehuset blev transformeret om til et festligt galehus.
Pludselig forsvandt Princess Nokia fra scenen, og energien blev manet til jorden af et jazz-interlude. Herefter kom rapperen tilbage og talte om, hvordan man efter at gå gennem livets mere grimme perioder altid kommer ud på den anden side og indser, at livet er smukt alligevel. Igen fremhævede newyorkeren, at det her var et safe space med plads til alle identiteter og størrelser.
Princess Nokia var kommet for at hylde »the weirdos, misfits and punks«, som det lød fra scenen, og stemningen blev herfra mere opløftende med de hvis ikke smukke, så i hvert fald pænere numre ’Green Eggs and Ham’, ‘Happy Place’ og ‘Gemini’ fra ‘Everything is Beautiful’.
Det var selvfølgelig et meget konceptuelt greb, og man skulle lige omstille sig til stemningsskiftet, men det gav mening at anerkende de to modstridende sider, der så ofte tørner sammen, som de netop også gør det på de to nye album.
Koncerten lukkede dog med ‘Brujas’ og ‘Tomboy’, der om noget var hårde, men ikke nødvendigvis vrede (inden et a cappella ekstranummer sluttede koncerten af), og det endte altså med at være den side, der fyldte mest og nok også fungerede bedst.
I virkeligheden var den centrale pointe nok, at livet på én og samme tid er både grimt, smukt og alt derimellem. Og vigtigst er det, at man, som Princess Nokia har gjort det, finder sin egen vej gennem tilværelsen.
Kort sagt:
Princess Nokia omfavnede både det smukke og det grimme i livet og omdannede undervejs Pumpehuset til et festligt galehus med plads til alle slags følelser.