Renfro

Hvad har elefantsæler, træer og brændende plastikkort til fælles? De har alle plads i lydbilledet hos den britiske duo Renfro, som former deres musik omkring både eksperimenterende reallyde, klikkende elektronik og følsom singer/songwriting. Faktisk er debutalbummet så sart og skrøbeligt, at sangene næsten forstøver mellem højttalermembranerne.

På deres Myspace-profil afslører de to medlemmer Atom James og Tim Branney så forskellige inspirationskilder som Midlake, Matmos, Kate Bush og Smokey Robinson. Men duoen bevæger sig nu først og fremmest i krydsfeltet mellem indie og electronica med Branneys blide vokal som genert midtpunkt. De 11 sange kryber langsomt fremad med knitrende minimalbeats og æteriske vokalharmonier, og hele vejen i et tempo, der får billederne på den indre billedskærm til at passere i slowmotion.

I mindre doser er det både smukt og dragende, men i længden savner man at blive rusket ud af drømmesøvnen, bare et par gange undervejs. Det kan kun gælde timerne omkring midnat, når Renfro selv kalder deres musik for »electronic-alternative-gospel-folk for det 21. århundrede«, for resten af døgnet drejer den moderne verden altså rundt i en ganske anden hastighed. På den anden side har den ellers så firkantede matematik aldrig lydt så rund og sanselig som her.

Renfro. 'Mathematics'. Album. Egen udgivelse.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af