Robert Wyatt

Oceanisk ro og febrilsk vrede på én gang. Ikke mange stemmer er så uudgrundelige som Wyatts. I 60’erne var han trommeslager i Soft Machine, som præsenterede psychedelia, jazz og avantgarde for hinanden. Efter at han faldt ud fra et vindue til en svirefest i begyndelsen af 70’erne og blev lam fra livet og ned, har han været bundet til en rullestol, hvad der dog ikke forhindret ham i at kreere albums af ubeskrivelig forsagt skønhed.

‘Comicopera’ er inddelt i tre akter, der pendler mellem håbefuldhed og resignation. Wyatt spinder en tråd, som begynder med jazzede hengivne kærlighedssange (‘Just as You Are’ og ‘You You’), for i næste akt at gå i clinch med den dominerende verdens ligegyldighed overfor det enkelte menneske. Til skræmmende keyboard lyd synger Wyatt dystopisk på ‘Out of the Blue’: »You’ve planted your everlasting hatred in my heart«. Og som om han ikke længere magtede voldsomheden i sit eget sprog, finder han til sidst en udvej med sange på italiensk og spansk på ‘Hasta Siempre Commandante’.

Prominente navne som Brian Eno og Paul Weller akkompagnerer Wyatt fra hidsig kompleks avantgarde til det umisforståeligt underskønt traditionelle, men alligevel er det hovedpersonens formidable rytmiske sanse og unikke vokal, der gør dette til et mesterværk. Wyatt giver sig helt hen, som en forpint sjæl, der kun finder frelse i kærlighed og kunst. To størrelser, som ikke kan adskilles i hans musik. Spørgsmålet er, om verden i dag har gjort sig fortjent til noget så sublimt smukt.