Det har været nogle vilde måneder for de fleste med karantæne og efterfølgende usikkerhed. Mange er udfordrede, og det gælder selvfølgelig også – eller især – modebranchen, hvor modeuger verden over er aflyst eller gentænkt som digitale platforme.
I denne uge skulle der have været herremodeuge i Paris, men op af askerne har det udenlandske livstilsmedie Highsnobiety i stedet født alternativet Not in Paris, hvor danske brands som Soulland og Rains er med til at fremvise næste års sommerkollektioner på anderledes måder.
Dermed er de to brands, de første danske der fremviser nye designs digitalt post-corona, mens flere ventes at følge efter i august, når Copenhagen Fashion Week afholdes i en delvist digital udgave.
Men Soulland har altså netop løftet sløret for dele af deres SS21-kollektion igennem korte animationsklip, hvor tøjet kom ‘gående’ i en stjernehimmel. De ni outfits understreger Soullands moderne streetwear-dna igennem prints og løse silhuetter som (formodentlig) silkepyjamas og skjorter, der har været en fast del af brandets kollektioner de seneste sæsoner.
Det har åbenbart været et meget bevist valg fra Soullands side at holde fast i netop et materiale som silke – både for at effektuere forretningen og overleve og ud fra et bæredygtigt synspunkt.
»Der er nogle produktgrupper, som vi ikke længere vil lave. Vi vil have en familie af materialer i stedet for at ændre dem hver sæson«, sagde chefdesigner Silas Adler blandt andet til Highsnobiety i forbindelse med kollektionslanceringen.
De seneste sæson har Soulland lavet imponerende sneaker-samarbejder med Nike SB, og SS21-kollektion indeholdt også et skosamarbejde, men et noget andet af slagsen, nemlig med det kinesiske mærke Li-Ning.
Selvom Li-Ning efterhånden er en stærk spiller på sneaker-markedet, er de stadig ikke lige så etablerede og anerkendt herhjemme.
Soulland har lavet to silhuetter med sportsmærket, der begge har en markant sål, som sender tankerne mod Nikes Zoom-serie og måske især den omtalte maratonsko Air Zoom Alphafly NEXT%.
»Vi har gerne villet lave en løbefokuseret projekt«, siger Adler til Highsnobiety. »Jeg var meget interesseret i Li-Nings anderledes tilgang til sneaker-markedet i deres tekniske udvikling, fordi den er så langt fra alt andet«.
Det vides endnu ikke, hvornår samarbejdet kommer i salg, men måske først sammen med resten af kollektion i starten af 2021.
Se hele Soullands fremvisning hos Highsnobiety.