HIM

Finlands største musikalske eksportsucces siden Hanoi Rocks er tilbage med endnu et skvæt sort-romantisk ‘love-metal’. Og hvis man har sat pris på HIM’s tidligere bedrifter ud i goth-rockens fløjlsbløde mellemvare, så vil denne plade sikkert også byde på rigeligt med dekadent underholdning til de kommende efterårsaftener.

Der er skruet lidt op for guitarerne i forhold til forgængeren, ‘Dark Light’, men fokus ligger stadig solidt på Ville Valos croonende baryton-vokal og de næsten vulgært store og patetiske omkvæd. Ved første øjekast er det nemt at blive forgiftet af netop de elementer, der er ganske forførende. Men efterhånden som albummet kommer under huden på en, bliver det også åbenlyst, at man har at gøre med et rimelig kynisk og kalkuleret produkt.

De fleste sange er bygget op over den samme musikalske skabelon, der ikke har så meget andet at byde på end en 30 sekunders ørehænger, et lækkert lydbillede og så Ville Valos ualmindeligt corny tekster, der alle kredser om sex, død og undergang. Ikke at der er noget galt med sex død og undergang, men når det formuleres så klodset som på ‘Passion’s Killing Floor’, hvor første halvdel af omkvædet lyder: »My heart’s a graveyard baby / And to evil we make love / On our passion’s killing floor«. Ja, så er overtegnede i hvert fald for flad af grin til for alvor at kunne blive ramt af den knugende goth-melankoli, som nok var tilsigtet.