’Biohackers’: Man keder sig ikke et sekund i mystisk tysk Netflix-serie
»Er du pludselig Jason Bourne’?«
Selvom bemærkningen falder med en betydelig snert af sarkasme i stemmen, er beskrivelsen af den medicinstuderende Mia (Luna Wedler) alligevel ikke helt ved siden af.
Hun er startet på medicinstudiet på universitetet i Freiburg, hvor professor Tanja Lorenz (Jessica Schwarz) er den ubestridte stjerne for sin forskning i genetik.
På overfladen er Mia en ganske almindelig student, der lige er flyttet til byen og nu har fornøjelsen af at bo sammen med en samling excentriske roommates. Men som åbningsscenen af første episode indikerer, er der mere end bare almindelig college-dilemmaer i spil.
Mia sidder i et tog og fletter fingre sammen med den attraktive fyr Niklas (Thomas Prenn). De kigger kærligt på hinanden, da passagerne omkring pludselig begynder at få det dårligt og falder om uden noget som helst varsel, inklusiv Niklas. Panikken står malet i Mias ansigt, og vi ved ikke, om hun er den næste.
Serieskaber Christian Ditter laver nemlig det klassiske spring tilbage i tid, så vi får historien om, hvad der førte op til den makabre togtur.
At det på en eller anden måde har tilknytning til Lorenz bliver hurtigt klart. Karakteren fremstilles som den ambitiøse og kalkulerede type, der umiddelbart ikke har nogen moralske kvaler ved at skyde et par genveje for at opnå det resultat, hun er ude efter.
»Jeg kan afgøre køn, herkomst, sygdomme, nu og i fremtiden, og din forventede alder ved døden. Men det gør jeg ikke. Jeg er kun interesseret i fertiliteten«, forklarer hun med den form for arrogance, som folk der ved, at de er den klogeste i lokalet evner at frembringe. Modtagerene er unge kvinder, som skal medvirke i et af hendes store projekter om genetik og fertilitet.
Det kædes sammen med den underliggende tematik, serien arbejder med: Hvor langt kan og bør man gå for at modificere – biohacke – den menneskelige formåen?
Mias ene roomie, wannabe SoMe-stjernen Ole (Sebastian Jakob Doppelbauer) finder eksempelvis konstant på nye ting for at få flere følgere, som selv at indoperere en insulin-mekanisme. At han så også får ideen at udskifte insulinen med THC, well – det er en lidt anden bloddryppende fornøjelse.
I den modsatte ende har vi Lorenz og hendes assistent Jasper (Adrian Julius Tillmann), en godmodig nørd, der gemmer på en stor hemmelighed. Dét er biologisk udvikling på Nobel-prisniveau, når det er bedst, men samtidig er grænsen for, hvornår videnskab kammer over i forbrydelse sløret. Og spørgsmålet om, hvorvidt det er okay at ofre nogle få for at redde mange, er konstant til stede.
Mia er imidlertid også en ung pige, der forelsker sig og nogle gange giver slip på sin mission (husker du Jason Bourne citatet?) og overgiver sig til øjeblikke af glæde.
Første afsnit byder på et rave, hvor Ole har det helt perfekte tilbehør i form af øjendråber, der gør en i stand til at se i mørke, præcis som fisk på de dybeste områder i havet. Det er et visuelt orgie af selvlysende neonfarver og en virkelig fed gimmick – hvis ellers han havde sørget for at doseringen var rigtig…
Balancen mellem humor, kærlighed og rendyrket spionthriller er for det meste spot-on, og seriens længde gør, at man aldrig rigtig keder sig. Som det er tilfældet med næsten alt Netflix-indhold pt., lægges der hårdt op til en sæson to, hvorfor finalen efterlader en del åbne spørgsmål.
Forhåbentlig kommer fortsættelsen – jeg er i hvert fald hooked på enhver serie, hvor man kan spille musik på genmodificerede planter. Ord gør ikke scenen fyldest.
Kort sagt:
Netflix første store tyske serie efter ’Dark’-fænomenet er i en helt anden boldgade, men den videnskabelige krog er der stadig, og plottet formår uden problemer at underholde i samtlige seks afsnit.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.