Selvfølgelig var Lady Gagas optræden til nattens MTV Video Music Awards ekstremt syret og fyldt med vanvittige effekter. Popsangeren er kendt for teatralske, over-the-top-agtige optrædener, og hendes medley af sange fra dette års ‘Chromatica’-album skuffede ikke.
Optrædenen startede med en stripperstang, fortsatte som en danseopvisning med Ariana Grande på ‘Rain On Me’ og kulminerede i en slags intergalaktisk discofest på ‘Stupid Love’. I mellemtiden var der også en spoken word-agtig passage om at elske sig selv samt følge coronareglerne – plus lidt spil på et klaver, der var formet som en kæmpestor hjerne!
Ud over, at Gaga som nævnt påtalte pandemien i et kort intermezzo mellem to sange, var det selvfølgelig ikke til at overse, at både hun og Ariana Grande bar mundbind til deres optræden – hvilket gav en spøjs kontrast til det futuristiske setup.
Men selv her havde Lady Gaga en unik idé: Hendes ‘mundbind’ var en spacey, LED-lysende gadget, der nærmest fik hende til at ligne en disco-version af Bane fra Batman.
Lady Gaga vandt flere priser i nat: Blandt andet for årets artist og årets sang (‘Rain On Me’).