Strikke-guruerne guider: Her er de bedste garnbutikker

»Det er muligvis Københavns hyggeligste« – tre af tidens mest prominente danske strikkere udvælger yndlingssteder.
Strikke-guruerne guider: Her er de bedste garnbutikker
Strikket polo af Petiteknit.

Garn er ikke bare garn. Der findes bomuldsgarn, uldgarn, akrylgarn og garn af polyester. Der er stofgarn, båndgarn, tyndt garn, tykt garn og strikkepinde, der passer bedst til det ene og det andet.

Men hvor skal man egentlig gå hen, når man for alvor er klar til at rykke videre fra karkludene? Det har vi spurgt tre af tidens mest prominente danske strikkere om. Strikkedesigner Lærke Bagger står bag sit eget brand og har strikket, siden hun kunne holde et sæt strikkepind. Louise Rasmussen har i årevis været del af modebranchen og udvikler i dag sine egne strikkedesigns under navnet My Favourite Things · Knitwear. Og Mette Wendelboe Okkels er kvinden bag den populære strikkeblog Petiteknit, som ved hvor det går ned i Aarhus. Her peger de på nogle af deres ynglings strikke-pushere – der forhandler alt, hvad du skal bruge for at kaste dig ud i at strikke.

Nicoline Garn

»Nicoline Garn er en klassisk garnbutik på Nørrebro. Sådan som jeg husker dem fra jeg var barn. Og muligvis Københavns hyggeligste. Med garn fra gulv til loft er der virkelig noget for enhver smag. Og enhver pengepung. Nicoline har et bredt udvalg af mærker som Permin, Sandnes, Drops, Sysleriget, Hjertegarn, Filcolana, så der er næsten garanti for, at du kan altid finde lige præcis det, du mangler. Og så har de et virkelig fint udvalg af knapper og strikkeopskrifter. Butikken emmer af kreativitet, stemningen er hyggelig (sommetider lidt kaotisk, på den gode måde), og betjeningen venlig. Der bliver ofte udvekslet kreative ideer til nye garnkombinationer og konstruktioner – henover disken, men også kunderne i mellem«.

– Louise Rasmussen, My Favourite Things · Knitwear.

Nicoline Garn ligger på Fyensgade 1, 2200 Kbh. N

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
View this post on Instagram

Monday$ 😬😴

A post shared by Beadhouse of Copenhagen (@beadhouse) on

Beadhouse

»I indre København ligger det fantastiske sted Beadhouse, der har alt, hvad hjertet kan begære af perler, dimser, skaller og smykke-tilbehør, man kan udsmykke strik med. Derinde mister man hurtigt fornemmelsen af tid og sted, så sæt gerne en halv dag af til at gå på opdagelse. Jeg besøgte butikken første gang for over 15 år siden, da jeg boede i Aalborg og var en weekend på besøg i kbh, og jeg har elsket den lige siden. Butikken er familieejet og over 30 år gammel, så man kan virkelig finde nogle sjove ting blandt alt det, de har samlet«.

Lærke Bagger.

Beadhouse ligger på Vendersgade 9 kld., 1363 København K.

Knitting for Olive

»Her laver de kvalitetsgarn i de smukkeste farver og blødeste kvaliteter. Alt er gennemført ned til mindste detalje og garn som Soft Silk Mohair, Merino og Heavy Merino ligger højt på min favoritliste. Jeg elsker deres vision om at efterlade så lille et miljøaftryk som muligt, og at ulden kommer fra dyr, der har haft det godt. Stilen er sikker, og atmosfæren er afslappet og imødekommende. Hvis man har brug for hjælp til valg af garn, så er de søde piger i butikken altid klar med vejledning og inspiration til, hvordan garner og farver kan sammensættes på kryds og tværs. Udover deres eget garn finder man også lækre strikkepinde fra SeeKnit og Pony Perfect samt fine knapper i naturmaterialer«.

– Louise Rasmussen, My Favourite Things · Knitwear.

Knitting for Olive ligger på Godthåbsvej 55, 2000 Frederiksberg

Tønderik Strik

»I Aarhus’ latinerkvart, blandt brosten og hyggelige caféer, ligger Tøndering Strik, hvor man kun finder de rene råvarer i naturmaterialer og klassiske farver. Ingen akryl eller superwash her! Charlotte Tøndering, der ejer butikken, har en uddannelse i strik og tekstil og har en stor viden om teknikker og materialer, som tydeligt kommer til udtryk i hendes valg af kvalitetsgarn og opskrifter i rene snit. På hylderne ligger, foruden et fuldt sortiment fra Isager Yarn, også en del japansk garn i spændende kombinationer af blandt andet papir og silke«.

– Mette Wendelboe Okkels, Petiteknit.

Tønderik Strik ligger i Graven 8, 8000 Aarhus C

Garncafé Madsine

»Når jeg skal købe garn online, så er der særligt to butikker, jeg går efter. Yarnfreak og Garncafé Madsine, der har fysiske butikker i henholdsvis Aarhus og Aalborg. Yarnfreak kuraterer noget virkelig smukt og lækkert garn, og ejeren af Garncafé Madsine er sygt god til at skabe stemning og fællesskab omkring håndarbejde og holder rigtig mange arrangementer og workshops. Hun har samlet et sejt team omkring sig og er rigtig god til at støtte om de unge strikkere og designere«.

Lærke Bagger.

Garncafé Madsine ligger på Strandvejen 19, 9000 Aalborg

Citystoffer og Garn

Bevæger man sig mod syd finder man tæt ved Banegården City Stoffer & Garn i en kælder, der strækker sig flere kvadratmeter end man lige skulle tro. Her er altid mennesker på jagt efter materialer til deres næste projekt, og man kan kun blive inspireret og hjulpet godt på vej, hvad end ens projekt er med nål eller pinde. Mangler du tilbehør til dine strikkede sweatre i form af lynlåse eller knapper, er det også her, du finder et af byens bedste udvalg.

– Mette Wendelboe Okkels, Petiteknit.

Citystoffer og Garn ligger på Park Allé 9, 8000 Aarhus C.

Uldstedet

»Uldstedet har været med helt siden 80’ernes store strikkebølge – og det kan mærkes. Butikken er et mekka af lækre kvaliteter og strikkegear, og personalet ved virkelig et og andet om garn. Leder du efter alsidigt luksusgarn er Uldstedet derfor et godt bud på, hvor du skal gå hen. Med interessante materialesammensætninger og farver for enhver smag, er der virkelig mulighed for at lade sig inspirere. Blandt mine personlige favoritter er deres smørbløde Pura Lana, Puf og Cashmere Lace – alle fra Gepard Garn. Uldstedets Strikkefeer er ofte at finde i sofaen i det hyggelige strikkehjørne, og de hjælper gerne, hvis du er gået kold i dit projekt. Udover garn fra blandt andet Gepard, Laines du Nord, Isager og Handdyed.dk, finder du også et kæmpe udvalg af strikkepinde fra SeeKnit«.

– Louise Rasmussen, My Favourite Things · Knitwear.

Uldstedet ligger på Vendersgade 3, 1363 København K og Gl. Jernbanevej 7, 2800 Lyngby

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Husflid

»Husflid er en helt genial online-butik, der er fyldt med retro, vintage og genbrugsmaterialer til alt håndarbejde. Rikke, som faktisk er min tidligere chef, er en vild samler og sygt god til at finde sjove, skøre og skæve ting. Her kan du købe gamle håndarbejsbøger, knapper og andre fantastiske ting. Da jeg selv arbejdede der, brugte jeg ALLE mine penge på uundværlige gamle dimser. Det kan være en virkelig god idé at gå på udkig efter brugt garn rundt omkring i genbrugsbutikkerne, men smid det gerne i fryseren i 5-7 dage, når du kommer hjem – det kan være med til at fjerne eventuel lugt«.

– Lærke Bagger.

Yarnfreak

»På Frederikbjerg møder man Yarnfreak, der med sit store udvalg af farverigt og håndfarvet garn lever op til sit navn. Det er dog ikke hvilke som helst farver, man finder her, for Yarnfreak har fingeren på modepulsen og er en mester til at trække på tråde fra de unge og internationale strikdesignere. Foruden garn er Yarnfreak også leveringsdygtig i internationale strikkemagasiner og alt det “man ikke kan leve uden”, såsom projekttasker, pins, labels med sjove tekster til dit hjemmestrik, og meget mere«.

– Mette Wendelboe Okkels, Petiteknit.

Yarnfreak ligger på Ingerslev Plads 2, 8000 Aarhus C.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af