Min farmor havde en kæmpe væv stående midt i stuen, da jeg var barn. Det vævede stof hang på væggene og lå på gulvene som kludetæpper i hendes hjem. Og hun fortalte, hvordan min oldemor havde lært hende håndværket.
Selvom der da var noget fascinerende over den der harpelignende tingest – med de lange, farverige garntråde – så var det ikke ligefrem noget, jeg havde forestillet mig skulle ende blandt tidens største trends nogle årtier senere.
Men er der noget, som for alvor er vendt tilbage i modebilledet, så er det håndarbejdet. Det er, som om corona har sat gang i en slags sysleriernes renæssance. De hjemmestrikkede veste og 70’ernes batik-t-shirts har fået et kæmpe comeback. Forfatteren Olga Ravn har vækket en helt kult af naturfarvere, ligesom upcycling-trenden har hevet symaskinerne frem fra kælderen.
Og i et værksted på Nørrebro sidder 25-årige Nicklas Skovgaard og væver på en gammel væv fra 1939 som det mest naturlige i hele verden. Der er nemlig noget helt særligt ved tøj, der er lavet i hånden, fortæller han. Noget, som man ikke kan masseproducere sig til.
»Det er så tilfredsstillende at lave sit eget tøj. Og hvis jeg kan være med til at viderebringe den her glæde ved det håndlavede, så er jeg mere end tilfreds«, fortæller Nicklas Skovgaard, der har beskæftiget sig med modetendenser, design og styling de seneste ti år. I dag væver han veste, toppe og kjoler på bestilling – og af garn han ofte finder i byens genbrugsbutikker. På den måde vil der aldrig være to styles, der er ens, siger han.
Selvskabt
Det hele startede på den lille ø Thurø sydøst for Svendborg, hvor Nicklas Skovgaard voksede op blandt jævnaldrende, der ikke rigtigt delte hans interesse for tøj, mode og styling. Og hvad gør man så? Man starter en blog. Eller det gjorde man i hvert fald tilbage i 2010.
»Det var datidens Instagram. Et sted, hvor man kunne finde nogen, man havde noget tilfælles med. Her var der pludselig nogen, jeg kunne spejle mig i eller se op til. Et sted, hvor jeg kunne dele mine tanker om det, der interesserede mig«, fortæller han om bloggen, som resulterede i, at danske og internationale modehoveder fik øje på den dengang 15-årige gut med grydefrisure, og at han, i en artikel i New York Times, blev han udråbt til Skandinaviens »teen insider«.
Allerede dengang havde Nicklas Skovgaard en drøm om at designe. Han klippede tøj fra hinanden og syede det sammen på ny. Og selv om han dengang ikke anede, hvad han lavede, så er det samme lyst til at skabe, der driver hans arbejde i dag, fortæller han.
»De sidste mange år har jeg arbejdet som stylist for andre. Men jeg har altid haft et ønske om at skabe noget selv. Altså, sådan helt basalt at lave materiale og udtryk med mine egne hænder«, siger han og fortæller, at det først var da han ved lidt af en tilfældighed fik fingre i en væv sidste sommer, at det tog fart.
»Jeg var på ferie med min kæreste i Nakskov, hvor vi en dag gik forbi en Røde Kors-butik. I vinduet stod en lille legetøjsvæv fra Brio på størrelse med en skotøjsæske. Og den købte jeg for 25 kroner«, siger han.
På den, og med hjælp fra Youtube, lærte han teknikken bag det gamle håndværk. I efteråret opgraderede han til en gammel rammevæv fra Lervad, som han købte over DBA, og siden har han vævet smukke, unikke veste, toppe og kjoler på bestilling.
»I modsætning til strik, hvor formen opstår undervejs, så væver man tekstil, man efterfølgende kan sy ud af. Og det giver en masse muligheder. Der er noget ret afslappende og meningsfuldt over at sidde der og sætte farver sammen til et lille stykke stof«, siger han.
En ny form for luksus
Interessen for de gamle håndværk har fået særligt meget vind under vingerne i kølvandet på et forår i karantæne. De mange hjemmetimer har tydeligtgjort, hvor meget tøj vi rent faktisk bruger og har brug for. Vi drages pludselig af og længes efter det nære, naturlige og langsomme i tilværelsen. Og ifølge forbrugerekspert Manou Messmann, så har vi formentlig først lige set begyndelsen på fascinationen af alt det håndlavede.
»Alt, hvad der er håndlavet, bliver rigtig stort«, fortalte hun for nyligt i et interview om trends.
»Quilt, patchwork, naturfarve, hæklede, strikkede og vævede ting. Den nye luksus handler ikke om bling bling, diamanter og Chanel-tasker. Det er mere en munkeform for luksus – der viser, at vi værdsætter tid, overskud og omtanke«, lød det.
Og det er en bevægelse i retning af mere bevidst mode, som Nicklas Skovgaard ønsker at bidrage til, fortæller han.
»Den tid vi lever i – og særligt her med corona – har der skabt større fokus på tøjets levetid og spørgsmålet om, hvornår noget bliver umoderne. Vi er hurtige til at købe og smide ud, fordi fabriksfremstillet tøj er så billigt og hurtigt at producere. Og jeg tror, at der strikkes, hækles og væves i et opgør mod køb-og-smid-væk-kulturen. En modreaktion på den meget skiftende modeindustri«, siger han.
Hvis det for alvor skal slå igennem, så kræver det imidlertid, at vi bliver mere bevidste om, at det håndlavede tager tid. Og netop derfor koster det mere end det, der lynhurtigt kan masseproduceres, mener han.
»Jeg går efter at væve noget, som holder i lang tid. Alt er lavet i hånden på værkstedet på Nørrebro, og jeg producerer primært på bestilling. Derfor ophober der sig ikke en masse tøj, som ikke bliver brugt. Og når man gør det på den måde, så kan det selvfølgelig ikke klares til samme priser, som det der produceres i store kollektioner på en eller anden fabrik i udlandet«.
At forelske sig i fejl
Derudover skal man kunne forene sig med, at der kan være forskel på to ellers ens items, forklarer Nicklas Skovgaard. Der er for eksempel ikke to af hans veste, der er ens. Og det er netop det, der gør det interessant.
»Jeg sidder ikke og tæller, hvor mange cm. hver farve fylder, når jeg væver. De er ikke identiske, ligesom de ikke er perfekte. Og for mig er det de her imperfections, der er tiltalende. Det er det, der viser, at det er håndlavet«, siger han og fortsætter:
»Det er samme glæde, jeg får, når jeg køber noget secondhand, der tydeligt viser, at det er blevet brugt. Det er en ikke-perfektionisme, som er ret lækker. Der bliver fremstillet alt for meget tøj, og jeg håber, at den her bevægelse, med forskellige ældre håndværk, kan være med til at skabe en større bevidsthed om værdien i de ting, vi køber og ejer«.