Po

Titlen på Daniel Porcellis debutalbum er stemningsmæssigt ikke langt fra de lange og poetiske klangflader, den kun 18-årige københavner har skabt. Den musikalske karriere startede han som 13-årig, mens han to år senere kastede sig over laptopmusik. Og netop laptoppen har været Daniel Porcellis vigtigste redskab i skabelsen af pladens ti ambiente kompositioner tilsat akustiske instrumenter og vokal. Resultatet er blevet et originalt debutalbum, der dog ikke kan skjule inspirationskilder som danske Manual og islandske Múm.

Pladen udgives af Dynamophone fra San Francisco, der blandt andet tæller kunstnere som Curium og A Lily, og det er bestemt ikke uden grund, at udlandet også har fået øjnene op for den unge dansker.

Porcelli byder som Po lytteren indenfor til melodiske strukturer og svævende abstraktioner, leveret med følsomhed og indlevelse. Han bevæger sig mellem knitrende støj og alskens effekter til næsten klassiske kompositioner, hvor strygere sætter deres tydelige præg på lydbilledet. Tempomæssigt veksles mellem det sagte og svævende til hårde beats pakket råt ind i føromtalte støj, hvilket er tilfældet på det fremragende nummer ‘Seconds’. Talentet hos den unge musiker er yderst svært at betvivle, og med ‘The Sound of Summer Silence’ har Daniel Porcelli retfærdigvis påberåbt sig opmærksomhed på den danske electronica-scene.

Po. 'The Sound of Summer Silence'. Album. Dynamophone/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af