7. Budge & Pepper, sæson 1
I første sæson ’Fargo’ spiller Billy Bob Thornton den iskolde lejemorder Lorne Malvo, hvis »hjælp« med at rydde ud i forstadsundermåleren Lester Nygaards venner og fjender sender sidstnævnte på en fatal moralsk deroute (Martin Freeman i en rolle, der ligger tæt op ad William H. Macys i Coen-forlægget).
En af de mest effektive scener i sæsonen indtræffer, da Malvo bevæbnet til tænderne begår en regulær massakre i en kontorbygning, alt imens de to bunduduelige FBI-agenter Budge og Pepper – hvis bil holder parkeret foran bygningen – har for travlt med at småskændes om deres frokost til at bemærke noget som helst. Lige indtil en mand kyles ud af vinduet og smadrer ned i fortovet. Og så får Budge og Pepper ellers deres sag for med at forklare sig til den lokale ordensmagt.
Det er et komisk højdepunkt i sæsonen (hvis ikke i hele serien), perfekt eksekveret af ingen ringere end komikerduoen Keegan-Michael Key og Jordan Peele, der over fire afsnit bliver to elskelige holdepunkter blandt de dybt usympatiske hovedkarakterer. Men i sidste ende undslipper ingen Malvo…
6. Mr. Numbers & Mr. Wrench, sæson 1-3
Apropos elskelige makkerpar i første sæson: ’Fargo’-skaber Noah Hawley har et blødt punkt for uheldige duoer, og lejemorder-BBF’s Mr. Numbers og Mr. Wrench er ikoniske karakterer i franchisen, der spøger på tværs af sæsoner.
Adam Goldberg er speedsnakkende Mr. Numbers, mens Russell Harvard er den døve og stumme, men særdeles hårdtslående Mr. Wrench, og på papiret fremstår de to som et slet skjult ekko af Steve Buscemi og Peter Stormares forbrydere i ’Fargo’-filmen. Men der er intet kødhakkerforræderi i sigte mellem Numbers og Wrench, hvis tætte venskab og kemi snarere hinter til, at mændene er mere sammen end blot samarbejdspartnere.
Parret skilles på brutal vis i første sæson, men dukker flygtigt op som børn i anden sæson, der foregår 30 år tidligere. Og så kom Mr. Wrench til at spille en betydelig rolle i tredje sæson, hvor han for en stund blev hovedrolle Nikki Swangos (Mary Elizabeth Winstead) tavse sidekick.
5. V.M. Varga, sæson 3
David Thewlis kan sine skæve, slet skjult foruroligende karakterer på fingerspidserne, som vi senest også har set i ’I’m Thinking of Ending Things’, og i tredje sæson ’Fargo’ leverer han en af de mest mindeværdige serieskurkepræstationer overhovedet.
Thewlis er forretningsmanden V.M. Varga med de dårlige tænder og djævelske ’overtalelsesevner’, der gør livet overmåde surt for Ewan McGregors parkeringsplads-ejer, Emmit. Lurende, ludende Varga er en noget nær mytisk skurk i kødeligt forfald – som et samfundssatirisk symbol på moralsk fordærvelse i toppen af det amerikanske erhvervsliv – og Thewlis er lige så frastødende, som han er umulig at tage øjnene fra, når han stjæler hver en scene, han er med i.
Der er ingen tvivl om, at han og Billy Bob Thorntons Malvo kunne have haft en formidabel fest.
4. Lorne Malvo, sæson 1
Og så til manden selv, Lorne Malvo: Billy Bob Thornton skruer op for alle kedler som lejemorderen i første sæson, der kan være en farligt forførende smooth-talker det ene øjeblik og en blodtørstig panter det næste.
Den svulstige præstation delte vandene ved seriens premiere (og gør det også på Soundvenue-redaktionen), men denne listes ophavskvinde er ikke i tvivl: Billy Bobs karakteristiske tvetydighed med et bedragerisk strejf af jovial bonderøv er som skabt til ’Fargo’-universet, hvor Malvo næres af den boblende ondskab og knuste drømme under det moderne, amerikanske Midtvesten.
Skurken er både uhyggelig og hylende morsom, når han spiller op til Martin Freemans Lester, og præstationen placerer sig således sikkert i toppen af Billy Bobs bedste roller.
3. Molly Solverson, sæson 1
På overfladen lignede sæsons ets godhjertede, gravide betjent Molly Solverson (Allison Tolman) en serieerstatning for Frances McDormands fantastiske, ditto gravide Marge Gunderson, men som handlingen udspillede sig, viste Molly sig som en fuldfed karakter i egen ret, hvis indignation over konstant at blive undervurderet og overhørt i en mandeverden (anført af herlige Bob Odenkirks øretæveindbydende chef) stod i velkommen kontrast til Gundersons evige optimisme.
Som det ofte gælder i ’Fargo’-regi, er det kvinderne, der har fat i den lange ende, og selvfølgelig var det da også Molly Solverson, der i sidste ende solvede (høhø) sæsonens forbrydelser, simultant med at hendes venskab med alenefaren Gus Grimly (Colin Hanks) kastede blomstrende amoriner af sig.
Allison Tolmans empatiske nærvær og karisma er en gave til ethvert serie- og filmset, og hendes Molly (sammen med Patrick Wilson som den unge udgave af hendes farmand i sæson to) er en af ’Fargo’s mest lysende helte.
2. Mike Milligan, sæson 2
Kvikke ’Fargo’-seere af sæson fire – der foregår i Kansas City i 1950 – vil formentlig allerede have luret, at gangsternavnet Milligan meget vel kan have direkte forbindelser til anden sæsons cool cat, Mike Milligan (Bokeem Woodbine), der i 1979 netop er en del af Kansas Citys mafia.
Kan den voksne Mike være søn af fjerde sæsons hovedrolle, Loy Cannon (Chris Rock)? Noget tyder på det.
Helt sikkert er det imidlertid, at Mike er en af ’Fargo’s mest geniale karakterer, spillet med autoritet og tilbagelænet charme af Bokeem Woodbine (at hans karriere ikke tog mere fart efterfølgende er fortsat dybt besynderligt).
Sammen med de to lejemordere The Kitchen Brothers (tvillinger Todd og Brad Mann) sendes Mikes til North Dakota for at få skik på den storkriminelle Gerhardt-familie – hvis labre datter Simone (Rachel Keller) sjovt nok også er Mikes bolleveninde. Mike er ambitiøs, snu og stensikker på, at en veludført opgave vil sikre ham nøglerne til mafiaens gyldne tårn. Hvorfor hans vantro udtryk af dødelig skuffelse, da hans chefer slutteligt »belønner« ham med et kontorjob, er et uforglemmeligt ondskabsfuldt antiklimaks.
Live and learn, Mike: Forbrydelser betaler sig aldrig i ’Fargo’.
1. Peggy & Ed Blumquist, sæson 2
Et af Hollywoods sødeste ægtepar IRL udsprang af ’Fargo’s mest underholdende fiktive af slagsen. Kirsten Dunst og Jesse Plemons leverer hver især karrierens måske bedste præstationer til dato som akut kedsomhedsramte Peggy og hendes venlige slagtermand Ed Blumquist, der i sæson to vikles ind i et morderisk spind af kriminalitet, idet Peggy påkører den yngste søn i Gerhardt-gangsterfamilien, Rye (Kieran Culkin i en kortlivet gæsterolle).
Pludseligt handlekraftige Peggy gemmer ’liget’ i garagen, hvor Rye imidlertid vågner op og angriber forvirrede Ed – som gør endeligt kål på staklen. Og så er det jo belejligt med en slagterfryser (Svend Sved fra ’De Grønne Slagtere’ ville sympatisere).
Skyldplagede Eds øjne flakker nervøst som en bjørn i bur, mens Peggy til gengæld liver gevaldigt op af al den spænding og vold, der endelig sætter krydderi på hverdagen – for i ’Fargo’ er hverdagens trummerum som bekendt en sikker dræber, der forvandler almindelige All American-borgere til skingrende egoistister…
Dunst og Plemons kontrastfyldte karakterer supplerer hinanden perfekt, og man er aldrig i tvivl om, at kærligheden og håbet for en lysegrøn fremtid stadig lever mellem de to, selv da Peggys kriminelle mastermind-tendenser eskalerer. Selvfølgelig er der ingen happy end forude for Blumquist’erne og seriens finale-farvel til Ed, der hårdtsåret synker sammen på passagersædet mens Peggy – som har sprængt alle sikringer – plaprer manisk bag rattet på vej mod et liv bag tremmer, er decideret hjerteskærende.
RIP, ‘Fargo’-favoritter.