’Fargo’ sæson 4: Er det Chris Rocks ældre tvillingebror, der har rejst sig fra dødslejet?
Antologiserien ’Fargo’ har hidtil leget suverænt med sine kun antydningsvist overlappende universer. Serieskaber Noah Hawleys omgang med elementer, temaer, indstillinger og motiver fra Coen-brødrenes film er som at overvære et opvakt barn, der får noget helt nyt ud af sine Lego-klodser.
Karaktererne i de første tre sæsoner af ’Fargo’ virker alle som midlertidige pladsholdere i den samme store, blodige grundfortælling. Når krudtrøgen har lagt sig, og blodet er spulet af gulvet, er det omtrent de samme matricer, der ligger underneden: Begær, magt, forbrydelse og karma.
Også derfor er antologiformatet med de rummelige spring i tid så effektivt. I den seneste sæson er vi rykket 70 år tilbage i tiden og 200 kilometer fra Minnesotas hjerte og sydpå til storbyen – med racismen som et nyt og højaktuelt ledemotiv.
Det er 1950 i Kansas City, Missouri. De italienske og afroamerikanske forbryderfamilier kan lige akkurat fordele kagen mellem dem. For at skabe en koldkrigsagtig magtbalance opdrager hver familie en af sønnerne fra den anden side.
Men »peace dont last for long«, siger den hippe bedemandsdatter Ethelrida Smutny (E’myri Crutchfield) i den Scorsese-inspirerede prolog. Da et overhoved fra den ene familie dør, begynder magtfordelingen at vippe og rokke…
Byrummet er vokset. Serieskaber Noah Hawley har bebudet den nye, coronaforsinkede sæson dobbelt så stor som nogen af de forudgående. I andre aspekter ligner ’Fargo’ sig selv. Også i den nye sæson ynder Noah Hawley som instruktør på de første to afsnit at bruge et næsten metafysisk indfaldslys i flere scener. Solstråler så tykke, at man næsten kan skære i dem, står ofte ind i rummene.
De første af sæsonens sandsynligvis utallige massakrelignende nedskydninger er filmet i et fugleperspektiv, som var det guderne i det høje, der fulgte med i græmmelse oppe fra deres skyer. Ud fra de første afsnit at dømme vil fjerde sæson blive mindst lige så blodig som de forudgående.
Chris Rock spiller overhovedet og ærkepatriarken i den afroamerikanske klan, og han har selvfølgelig et badass navn: Loy Cannon. Og ja, det er den Chris Rock, der er tale om. Men i de første afsnit er der ikke en krusning af den persona, vi har kendt indtil nu. Den hurtigsnakkende komiker virker død og begravet med en kugle for panden, mens en ældre tvillingebror har rejst sig fra dødslejet og taget hans plads.
Den 55-årige Chris Rock spiller afdæmpet, sikkert og uden dikkedarer, med et stænk af sølv i håret og en naturlig selvsikkerhed, når klanerne skal nedstirre hinanden.
Hans bande af håndgangne mænd i skinnende vintage-biler ser fantastiske ud, og de bliver skildret som sande visionære: De forsøger uden held at introducere en ny opfindelse – kreditkortet, såmænd – til uforstående, konservative hvide bankmænd.
Jeg er vild med at følge Loy Cannons familie allerede. Men havde det lidt sværere med den italienske. Skildringen af den italienske familie kommer næsten for tæt på Francis Ford Coppolas hæse Corleones i ’The Godfather’. Der er scener, hvor man føler et deja vu, der næsten er for kraftigt.
Jason Schwartzman spiller Josto Faddo, der som en anden ung Al Pacino skal overtage the family business. Der er noget ved hans fremtoning, der gør, at jeg her og der følte, at jeg sad og så et mafia-spoof.
Det hjælper heller ikke, at hans bror Gaetano – en tætbygget kamphund med udspilede øjne netop ankommet med den store båd fra the old country, spillet af Salvatore Esposito fra ’Gomorra’ – ikke helt leverer den truende skikkelse, som hans rolle skal bibringe.
De foregående sæsoner har haft nogle uforglemmelige skurke. I denne sæson er slangen i græsset – trods et massivt opbud af gangstere og hit men – en lille sygeplejerske med hang til aktiv dødshjælp. Oreatta Mayflower fantastisk spillet af Jessie Buckley fra ’Chernobyl’, har aner tilbage til Minnesota.
Hun ligner på visse måder de ærkeamerikanske, kernesunde heltinder, der har været en fast bestanddel fra Frances McDormand i ’Fargo’-spillefilmen til Carrie Coon i sæson 3. Sidstnævnte afsluttede den sidste sæson med at besynge friturestegte Snickers-barer som selve billedet på, hvordan den amerikanske levevis vil overvinde mørkets kræfter. Mayflower er ligeledes American as apple pie. Hun er også fuldtonet racist og blottet for medlidenhed.
Skikkelsen, den lille gemytlige amerikanske kvinde, der i forudgående sæsoner var en slags moralsk og humanistisk kompas, er i fjerde sæson blevet et billede på blegansigters (bogstaveligt talt) toksiske adfærd.
Hun er også ressourcestærk som både Billy Bob Thortons Lorne Malvo i sæson 1 og David Thewlis’ V.M. Varga i sæson 3. Man har derfor bange anelser, idet psykopatsygeplejersken er bosat lige over for seriens mest sympatiske personer, en progressiv raceblandet bedemandsfamilie i økonomisk uføre.
Der er en stor bane at kridte op. Jeg har ikke nået at introducere en mormon-sherif, et lesbisk bankrøverpar on the lam, en detektiv med OCD (’Motherless Brooklyn’, anyone?) eller en afhopper fra en tredje forbryderbande, Rabbi Milligan. Selv i løbet af tredje afsnit er man stadig lidt forpustet og kun ved at komme på fornavn med hele den symfoniorkesterstore besætning.
De mange bløde hatte, de fantastiske habitter og de sammenbidte gangstertyper kalder på sammenligninger med Coen-brødrenes koldhjertede, tidlige mesterværk ’Miller’s Crossing’. Der er et mislykket røveri i tredje afsnit, som Coen-brødrene må have overværet fra deres bænkevarmerpladser som executive producers mørkegrønne af misundelse.
Alligevel fik de første afsnit mig i lige så høj grad til at tænke på Francis Ford Coppola, Martin Scorsese og Sergio Leones ’Once Upon a Time in America’.
Fans af de første sæsoner skal berede sig på en anderledes omgang ’Fargo’ uden den der Minnesota-rare provinscharme. Denne gang kan selv et sødt stykke amerikansk æbletærte få grumme konsekvenser.
Kort sagt:
Den seneste sæson af ’Fargo’ virker lovende, men der er mange figurer, som skal introduceres, så de første afsnit er også hårdt arbejde. Og Coen-brødrene må efter alt at dømme dele pladsen som husguder med Coppola, Scorsese og Leone i denne omgang. Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.