‘Hillbilly Elegy’
Med henholdsvis seks og syv Oscar-nomineringer uden en sejr er Amy Adams og Glenn Close to af Oscar-historiens største forbigåelser. Det er dog ikke utænkeligt, at de allerede ved næste ceremoni får mulighed for at tage revanche, når de krydser klinger i Ron Howards ‘Hillbilly Elegy’.
Filmen kredser om en dysfunktionel familie i de appalachiske bjerge på grænsen mellem USA og Canada, hvor familiens bedstemor Mamaw (Close) kæmper en indædt kamp for at få sin misbrugerdatter Bev (Adams) til at tage sig sammen og opføre sig som en mor for familiens børn.
Kan ses på Netflix fra 24. november.
‘Breeder’
Jens Dahls nye gyserfilm ‘Breeder’ er langt mere brutal end de gyserfilm, vi er vant til at se herhjemme. Bag brutaliteten står Dr. Isabel Ruben (Signe Egholm Olsen), som kidnapper unge kvinder og efterlader dem til to sadistiske fangevogtere, mens hun uddriver deres genmateriale til gruopvækkende biohacking-eksperimenter.
Kan ses på Blockbuster fra 13. november.
‘Orca’
Corona er en lyseslukker – det ved vi. Men hvis man kan tale om en god ting ved vores nuværende situation, er det, at den har igangsat en række interessante filmeksperimenter. Et af dem er svenske Josefine Bornebuschs drama ‘Orca’, som følger en gruppe mennesker, der fra deres corona-isolation bliver konfronteret med tidens alvorligste problemer.
‘Orca’ er lavet efter alle corona-foreskrifterne. Filmen er blevet skudt af et minimalt filmhold og kun med én skuespiller ad gangen. Bornebusch er udover at være instruktør også manuskriptforfatter og skuespiller i serien.
Kan ses på Viaplay fra 13. november.
‘Us’
Jordan Peele har kun instrueret to film, men mere har han heller ikke behøvet for at slå fast, at han er en af Hollywoods mest originale filmskabere via evnen til at kombinere gys med humor og samfundskritik. I den hårrejsende ‘Us’ følger vi en familie, hvis strandferie udvikler sig til et levende mareridt, da de får besøg af deres zombieagtige dobbeltgængere.
Kan ses på Netflix fra 26. november.
‘Little Joe’
En filmskurk kan være andre ting end et menneske, et monster eller en udspekuleret robot. I østrigske Jessica Haussners klaustrofobiske mystery-thriller ‘Little Joe’, som vores anmelder gav fem stjerner ved biografpremieren, er skurken en potteplante.
Alice (Emily Beecham) arbejder som planteforsker i et laboratorium på at udvikle nye plantearter, og en dag tager hun stik imod reglementet en af de nuttede planter med hjem til sin søn Joe (Kit Connor). Det viser sig at være en forfærdelig idé, da den mystiske plante udsender pollen, der på en eller anden måde påvirker lille Joes psykologi.
Og før Alice ved af det, er fanden løs, da de snedige planter med mystiske agendaer har spredt deres pollen vidt omkring i laboratoriet.
Kan ses på Blockbuster fra 2. november.
‘What We Wanted’
Det østrigske par Niklas og Alice har alt, de kunne drømme om, men de mangler én ting for at kunne blive helt lykkelige: Børn. Desværre døjer de med fertilitetsproblemer, og for at komme lidt væk fra den mavepuster tager de på en luksusrejse til Sardinien. Men væk fra problemet kommer de ikke, eftersom de tilfældigvis bliver placeret på et hotelværelse ved siden af en østrigsk familie, som tilsyneladende inkarnerer alt det, de har gået og drømt om.
‘What We Wanted’ er instrueret af den østrigske debutant Ulrike Kofler.
Kan ses på Netflix fra 11. november.
‘Proxima’
Karrieren og privatlivet ramler sammen, når astronauten Sarah (Eva Green) går på en benhård træningslejr forud for en et-årig rumekspedition i den franske instruktør Alice Winocours ‘Proxima‘.
For hvordan kan Sarah overhovedet tillade sig at tage afsted, så længe hun bor alene med sin otteårige datter?
‘Proxima’ fik mange flotte ord med på vejen, da den udkom i de danske biografer henover sommeren, blandt andet af vores anmelder, der kaldte filmen et »lille mirakel af en feministisk astronautfilm«.
Kan ses på Blockbuster fra 16. november
‘Citation’
Nigerianske Kunle Afolayans Netflix-film ‘Citation’ går om noget ind i en problematik, der er oppe i tiden. Filmen er baseret på en sand historie og følger den kvikke nigerianske studine Moreme (Temi Otedala), som bliver udstødt på sit universitet, efter hun anklager den populære professor Lucien N’Dyare (Jimmy Jean-Louis) for at have forsøgt at voldtage hende.
Kan ses på Netflix fra 6. november.
‘Daniel Isn’t Real’
Vi går mørkere tider i møde, og det præger i den grad de film, der kommer ud i øjeblikket. I Adam Egypt Mortimer neglebidende gyserfilm ‘Daniel Isn’t Real’ møder vi den skizofrene collegestuderende Luke (Miles Robert), der som konsekvens af et kolossalt barndomstraume har udviklet en imaginær ven, Daniel (Patrick Schwarzenegger), til at guide sig gennem tilværelsen.
Men Daniel er ikke et sundt bekendtskab. For når Luke ikke adlyder, indtager Daniel hans krop og får ham til at gøre den ene forfærdelige ting efter den anden.
Kan ses på Blockbuster 16. november.