’Proxima’: Mirakuløs astronautfilm genopfinder genren – og tackler patriarkatet på vejen

5 6
’Proxima’: Mirakuløs astronautfilm genopfinder genren – og tackler patriarkatet på vejen
Eva Green i 'Proxima'.

Alice Winocours ’Proxima’ er ulig nogen anden astronautfilm, jeg har set.

Det er en film, der er dybt dedikeret til hver en detalje i det intense træningsforløb forud for en rumrejse, når vi følger den franske astronaut Sarahs (Eva Green) forberedelser til en snarlig, ét år lang rumekspedition – skildret med stor autenticitet via on location-optagelser i træningslokalerne ved Den Europæiske Rumorganisation.

Og så er det en af meget få film, der præsenterer et kvindeligt perspektiv på den mandsdominerede rumfartsbranche, hvor sexisme er en del af hverdagen, som Sarah hurtigt erfarer, da hendes holdleder, den ærkeamerikanske space cowboy Mike (Matt Dillon), nonchalant bemærker, at franske kvinder gør sig bedst i køkkenet.

Filmens ærinde er dog ikke kun at blotlægge sexisme med en slagkraftig skildring af en kvinde, der nægter at lade sine drømme undertrykke af kønsroller, men i højere grad at skildre livet på jorden i al sin hverdagsgrå poesi. Tyngdepunktet er ikke selve rumrejsen – faktisk skal vi helt hen mod filmens slutning, før vi ser en raket – men derimod forberedelsen på at tage afsked med den grønne muld.

Rodfæstet i Sarahs forhold til sin otteårige datter, der har svært ved at begribe, at moren skal rejse gennem tid og rum i en lille kapsel, hvor ens celler ældes 40 gange så hurtigt som på jorden, anslår Winocour et familiedrama i yderste potens.

Kontrasterne mellem himmel og jord mødes, når Sarah kæmper sig viljestærkt gennem de endeløse rumsimulationer og fysisk udmattende træningsøvelser, hvor hun må bevise sit værd over for sine mandlige kollegaer, mens hendes backup-afløser puster hende i nakken.

Konstant bliver hun påmindet om sit køn, når fysiologerne anbefaler hende at droppe sin menstruation og klippe sit hår, da ingen af delene er praktisk i rummet. Og mens hendes mandlige kollegaer ser det som en selvfølge, at deres partnere tager sig af børnepasningen, mens de selv dedikerer sig til rumekspeditioner, må Sarah bruge sine aftener på at hjælpe sin elskede tal- og ordblinde datter med lektierne og diskutere med sin fraværende eksmand.

‘Proxima’.

Eva Green skildrer mesterligt Sarahs indre konflikt om at forfølge sin livsdrøm, der endelig er inden for rækkevidde, men som betyder, at hun må efterlade sin datter bag sig. Hun er underspillet og upoleret i sin skildring af den perfektionistiske karrierekvinde, der nægter at bøje sig for patriarkatet, men som alligevel ikke kan undgå at føle, at hun svigter sin datter og sit eget moderideal. Det er en drømmerolle af den slags, man ville ønske, der blev skrevet flere af.

Det, der gør ’Proxima’ helt særlig, er den socialrealistiske kerne, som dårligt kunne stå i større kontrast til den typiske testosterondrevne actiondyrkelse af rummissioner, man ofte ser på film. Astronauterne idoliseres ikke, men skildres nøgternt i betongrå omgivelser i og omkring Det Europæiske Astronaut Center i Köln og træningsbasen Star City i Rusland, der trækker den ophøjede profession gevaldigt ned på jorden. Damien Chazelles beslægtede ’First Man’ blegner til sammenligning.

I nogle af filmens smukkeste scener forsøger Sarah og hendes medastronauter at bevare mindet om livet på jorden ved at optage lyde og billeder fra naturen. Konfronteret med udsigten til at forlade atmosfærens trygge rammer påminder filmen os om hverdagens små mirakler, der hurtigt kan synes langt væk mellem børnepasning og arbejde.

Og det er lige dér, midt mellem stjernehimlen og efterårets smukke naturlandskaber uden for Moskva, at Winocours fortælling åbenbarer sig som det kosmiske kærlighedsbrev til vores flygtige tilværelse på jorden, som filmen er – med en hjerteskærende afskedsscene, der nok skal få tårekanalerne på gled.


Kort sagt:
Himlen har aldrig været tættere på jorden end i Alice Winocours lille mirakel af en feministisk astronautfilm.

’Proxima’. Film. Instruktør: Alice Winocour. Medvirkende: Eva Green, Matt Dillon, Zélie Boulant, Lars Eidinger, Sandra Hüller, Aleksey Fateev. Spilletid: 107 min. Premiere: 16. juli.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af