»Han så porno, da vi var i studiet«: De bedste citater om ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’s vanvittige tilblivelse

Vi har samlet en række citater om skabelsen af Kanye Wests opulente mesterværk – selvfølgelig fra de personer, som selv var med i Hawaii.
»Han så porno, da vi var i studiet«: De bedste citater om ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’s vanvittige tilblivelse
Kanye West anno 2011. (Foto: Andy Kropa/Getty Images)

TEMA – 10 år med ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’: Den 22. november kan Kanye Wests magnum opus fejre 10-års jubilæum. Vi hylder det skelsættende mesterværk med en række artikler i løbet af ugen – følg løbende med HER.

Du kan elske eller hade Kanye West den dag i dag. Men ingen kan tage noget fra ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’, der i denne uge har været på gaden i hele ti år. Og historien om albummets tilblivelse er lige så vild som selve lyden.

Til processen drog Kanye West i selvvalgt kreativt eksil i Hawaii. Her inviterede han en overflod af producere og kunstnere på besøg i studiet i Honolulu, og alle fra Rick Ross, Drake, Jay-Z og Rihanna til Elton John, Justin Vernon, RZA, Q-Tip og Madlib sluttede sig til det, der blev et musikalsk hiphop-mekka. 

Her var fokus på at skabe musik – alle havde en stemme, og der var frie tøjler med Kanye som skipperen, der holdt styr på ideerne og sejlede sangene i land.

Vi har samlet en række citater om Kanye og hele processen omkring skabelsen af ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ – selvfølgelig fra et væld af de folk, der var med i Hawaii-studiet. Nedenstående er musikhistorie.

Noah Callahan Bever
Chefredaktør, Complex Magazine

Bever fik en eksklusiv invitation om at tilslutte sig hele følget i Hawaii.

»Hos Kanye er processen fælles – han går bogstavelig talt rundt i lokalet og spørger alle, hvad ‘magt’ betyder for dem og råber sætninger højt for at se, hvordan de modtages. Men skabelsen er bestemt helt hans egen. Rappere, producere, alle er velkomne til at komme med ideer, men det sjove er, at næsten hver eneste forslag bliver mødt med: ‘Det er virkelig slet ikke et ord, jeg nogensinde ville bruge, men stop ikke med at komme med ideer, tak’«.

Citat fra Complex.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Pusha-T
– Med på ‘So Appalled’ og ‘Runaway’ 

 »Han er det mest omhyggelige individ nogensinde. Jeg har aldrig skrevet så mange vers til én bestemt plade. ‘So Appalled’? Dét vers er indspillet én gang. Han var sådan: ‘Gå, tak. Jeg elsker det her. Tak, farvel’. Men jeg skrev ‘Runaway’ (verset, red.) fire gange – og det han stadig ikke ved, er, at jeg gik igennem en skandale i mit liv på daværende tidspunkt med et forhold«.

»Manden beder mig om at skrive en sang om et forhold, hvor jeg skal sige, jeg er den største douchebag nogensinde. Han siger: ‘Yo, du skal være mere douchebag. Vi har brug for mere douchebag!’ Jeg gad ikke sige: ‘Homie, jeg ved ikke, om jeg overhovedet har noget douchebag i mig lige nu’. Og han fucking tæsker mig bare for fucking mere. Alt jeg hører i mit hoved er: ‘Mere douchebag, mere douchebag, mere douchebag!’«.

Citat fra Complex.

»I studiet stod der på stykke papir: ‘Ingen tweeting, ingen snak, ingen e-mails. Tal ikke med nogen uden for dette lokale’. Så skete der et leak, og jeg kan huske, Kanye blev rasende: ‘Fuck det her! Vi kommer aldrig til at arbejde der igen! Vi skal arbejde på hotelværelserne’«.

Citat fra Rolling Stone.

Pete Rock
– Producer og sangskriver

»Jeg tog en pose cd’er med – og hver cd havde mindst 50 beats – og tog til Hawaii. Det var min første gang der, så jeg blev blæst bagover af vejret og stranden. Det er et smukt miljø at lave musik i. Jeg tænkte straks: ‘Det er derfor, han er her!’ Ingen generer dig, og du er fri som en fugl; en vigtig del af at være kreativ er at kunne være fri i et godt miljø, hvor man kan lave musik, og der ikke er nogen forstyrrelser. Da jeg kom, sad Kanye i studiet og blev klippet. Han spillede ‘Power’-sangen, før han overhovedet havde fået tekst på den, og så rappede han bare for mig. Jeg er virkelig kritisk overfor MC’s, men når jeg hører Kanye, åbner det mig op som en blomst, mand«.

»Studiet mindede mig lidt om de dage, hvor jeg plejede at arbejde på tre eller fire projekter af gangen. Det var det, han gjorde – løb frem og tilbage fra værelse til værelse. Kid Cudi sad ovenpå, Kanye arbejdede på sit album nedenunder og lavede derefter et mix på en anden plade, og det mindede mig om, hvad jeg plejede at gøre i 90’erne«.

Citat fra Complex.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Justin Vernon fra Bon Iver
– Med på ‘Monster’ og ‘Lost In the World’

»Vi hørte, at Kanye ville bruge vores sang ‘Woods’ som sample, og et par uger senere hørte vi gennem hans lejr, at han ville komme til Minnesota og indspille nogle ting med mig. Han havde købt en billet og det hele, men vi havde en slem snestorm i Minneapolis, så han kunne ikke komme. Han ringede så til mig den dag og sagde, at han kunne lide vores shit og var interesseret i at lave noget sammen. Vi talte i en halv time, og han bad mig komme til Hawaii – så jeg tog et fly næste morgen. De fløj mig ind tre gange i omkring en uges tid. Jeg lavede ikke andet end at være i fitnesscenter, i Kanyes hus og studiet«.

»Min yndlingsting ved Kanye er, at han bare ikke giver op. Han giver ikke op på sange. Nogle gange er der så meget rod i popmusik og så mange mennesker, der prøver at lave noget, der skal i radioen, men for ham handler det om at komme ind på livet af sangen og færdiggøre den på bedst mulig vis i forhold til det, han vil udtrykke«.

»Han er ikke bare rapper. Han er ikke bare producer. Han er en musiker. Han er en ægte kunstner i enhver forstand. Jeg kunne vise ham, hvad jeg havde lavet, og han ville komme tilbage og være sådan: ‘Åh, det er fantastisk’ eller ‘det er ikke sejt.’ Og vi ville bare arbejde på det – der var ikke noget ego involveret, og det var netop det, der var bedst for sangene«.

Citat fra Complex.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nicki Minaj
– Med på ‘Dark Fantasy’ og ‘Monster’

»Jeg hørte gennem Drake, at Kanye ville have mig med på albummet, og med ét var jeg på vej til Hawaii. Jeg troede ikke, at han ville kunne lide mig. Jeg troede, han var en af ​​de der conscious rappere, så jeg troede ikke, han gad have, at piger skulle være åbenlyst sexede – men så havde han intet andet end billeder af nøgne kvinder i studiet på sin computer, som han endda tilbød mig at kigge på«.

»Det var virkelig kunstneriske billeder, men du ved, han elsker nøgenhed. Det var et kæmpe chok for mig, for jeg troede, at jeg havde regnet ham ud, men det havde jeg ikke. Han så porno, da vi var i studiet – no shame. Kanye blev ved med at sige, jeg skulle komme til morgenmad, men jeg kan godt lide at indspille om morgenen. Så da de spiste morgenmad, var jeg i studiet, lyttede til musik og skrev«.  

Citat fra Complex.

»Den sang (‘Monster’, red.), det var bare et betydningsfuldt øjeblik. Jeg har aldrig set noget lignende ske før. Jeg husker, at Kanye ringede til mig og sagde: ‘Jeg ved, at folk vil sige, at det her er det bedste vers på mit album. Jeg tager en chance ved at putte det på’«.

Citat fra Youtube-dokumentar.

Q-Tip

»Jeg havde aldrig arbejdet sådan, som Kanye gjorde på Hawaii. Alles meninger var vigtige. Når man gik i studiet, så sad Consequence og Pusha-T der, alle er bare derinde – og Kanye spiller musik, og alle byder ind. Det var en musikkomité. Jeg har mine folk, der lytter til mine ting – det tror jeg, alle har – men hans ting er meget mere sådan, at hvis leveringsfyren kommer ind i studiet, og Kanye kan lide ham, så siger han: ‘Tjek det her ud og fortæl mig, hvad du synes’. Det siger meget om, hvem han er, og hvordan han ser på mennesker. Hvert eneste menneske har en stemme«.

»Inden for kunst, om det så var Michelangelo eller Rembrandt, så kreerer de noget uden, at deres hænder nødvendigvis rører malingen. Damien Hirst kan konceptualisere det, men der er en hel gruppe mennesker, der sætter det sammen. Hans hånd behøver ikke røre lærredet, men det gør hans tanker«.

»Med Kanye, når han har sine beats eller rim, viser han dem til komitéen, og vi har alle mulighed for at dissekere, cutte eller tilføje til det, han allerede har skabt. Mod slutningen af ​​sessionerne ser du, hvordan han integrerer og transformerer alles bidrag, så helheden er større end summen af ​​dens dele. Han er en rigtig troldmand med det. Det, han laver, er alkymi«.

Citat fra Complex.

Kid Cudi. (Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

Kid Cudi
– Med på ‘Gorgeous’, ‘All Of the Lights (Interlude)’ og ‘All Of the Lights’

»Det er altid den samme ting, når vi arbejder sammen – det skete også på ‘808’s’: ‘Cudi, hvad tænker du?’ Og så jeg ville komme med noget, jeg syntes var godt og håbe på, at han ikke skød det ned. Det er meget afslappet; vi er alle kreative mennesker, så det er ikke en stressende ting for os at kreere i studiet. Vi har alle gode ideer, og det er derfor, numrene normalt ender, som de gør – alle tilføjer deres smag, og det ender med at blive et mesterværk. ‘Gorgeous’ er et af de mesterværker«.

»’Gorgeous’ var et af de numre, hvor at lige så snart, jeg hørte beatet, var jeg sådan: ‘Det er den, mand’. Jeg kom op til ham og var sådan: ‘Arbejder du på det her nummer? Arbejder du med det her beat?’ Han sagde: ‘Ja, har du en idé til det?’ Jeg var sådan: ‘Ja, måske’. Det havde jeg ikke. Jeg løj som en motherfucker«.

»Jeg sugede alt til mig på Hawaii, og det var en læringsoplevelse. Jeg tænker tilbage på de øjeblikke, for det var noget livsændrende shit for mig«.

Citat fra Complex.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Rick Ross
– Med på ‘Monster’ og ‘Devil In a New Dress’

»Jeg var på Hawaii i studiet med Kanye, og han ville spille noget for mig. Han satte beatet (til ‘Monster’, red.) på. Han begyndte bare at rappe, og det var før, han overhovedet havde verset. Nicki Minaj var faktisk i studiet og skrev sit vers. Hvad jeg gjorde var bare at være der. Jeg kendte sangens struktur, og så lavede jeg bare introen til det: »Bitch, I’m a monster, no-good bloodsucker. Fat motherfucker now look who’s in trouble. As you run through my jungles, all you hear is rumbles« (‘Monster’-intro, red.)«.

»Det var også den dag, Nicki Minaj fik min respekt som sangskriver. Før den dag var hun en storslået entertainer, men at se hende med mine egne to øjne, at komme i studiet og se hende skrive sit vers, og da jeg hørte og så hende ligge det, vidste jeg, at det ville være et af de største vers det år. Det samme sagde Kanye på stedet«.

 »Da jeg indspillede verset (til ‘Devil in A New Dress’, red.) for første gang, kom Kanye ind, hørte det og fortalte mig, at jeg kunne gøre det bedre. Så skrev jeg et andet, og det andet vers, jeg skrev, er det, du hører på albummet«.

Citat fra Youtube-dokumentar.

RZA. (Foto: Rick Kern/Getty Images)

RZA
– Med på ‘So Appalled’

»De stod op hver morgen og spiste morgenmad sammen, hele holdet. Og så talte de om gårsdagen, den næste dag, i dag. De planlagde bare over morgenmaden. De snakkede om, hvad de ville gøre, hvad de havde gjort, og hvordan musikken kunne gøres bedre. Så trænede de sammen, spillede basketball og fokuserede generelt bare på at få deres energi ud. Derefter ramte de studiet omkring kl. 16. Da jeg var der, gik vi kl. 04, så 12 timers studiearbejde. Stod op og gjorde det samme igen næste dag«.

»Den måde, alt skete på, var koncentreret energi. Jeg havde aldrig set det fra en rapper før. Jeg kommer fra Wu-Tang Clan, I kender os; fem af os dukker op til koncerten, de andre tre kommer for sent, nogle kommer ikke, nogle sover. Forstår du? Det er ikke kun hans talent, der har ført ham til toppen, det er hans fokus«.

Citat fra Youtube-dokumentar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

CyHi The Prynce
– Med på ‘So Appalled’

»Jeg lander i studiet, og Rick Ross, Amber Rose og Ye er der. Da jeg kom, rappede han bare alle mine rim. Så siger han: ‘Yo, du er super dope, jeg skal gå nu, men jeg har en sang, som jeg vil høre, om du kunne hjælpe mig med. Og jeg spurgte sådan: ‘Hvad hedder det?’, og det var ‘So Appalled’. Så jeg skrev omkvædet og fik sat det på. Og det var alt, han bad mig om. Det var bare lille mig og en lydtekniker, og jeg spurgte sådan: ‘Kan du sætte mig på i slutningen af beatet​​?’ Fordi beatet var otte minutter langt. Så jeg skrev et vers og fik ham til at sætte det ind i slutningen«.

»Jeg var med på optagelserne til ‘Power’-musikvideoen, og han (Kanye, red.) var sådan: ‘Jay-Z hørte nummeret, jeg trykkede ikke stop, så dit vers kom lige på’. Og Beyoncé sagde, at ‘uanset hvem det er, skal du signe ham’. Og det var der, jeg blev signet med Kanye West; på optagelserne til ‘Power’-musikvideoen«.

»Shakers, trompeter, saxofoner, vokal, auto, soprano. Det er Elton John, Alicia Keys, Rihanna, Drake, de var alle sammen derinde. Han bad dem ikke synge deres eget vers eller egen del, han bad dem synge en melodi som baggrundsvokal. Du ved, ligesom de synger »we are the world«, så var de derinde og sang ‘All of the Lights!’ Alicia Keys var gravid, og jeg tænker bare: ‘Det her er historisk’«. 

Citat fra Youtube-dokumentar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Chris Rock
– Voice-over på ‘Blame Game’

»Jeg så Kanye lave nogle af de sidste ‘Twisted Fantasy’-numre. Han levede det seriøst. Jeg var bare imponeret, først og fremmest havde alle jakkesæt på. Jeg mener det. Jeg troede, han havde fløjet en flok fyre ind fra Europa. Alle lydteknikere, alle var i sort jakkesæt, hvid skjorte og sort slips. Han skabte et mood, og når du gik derind (i studiet, red), følte du det her mood«. 

Citat fra Youtube-dokumentar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af