Junetile

Hvor mange gange sad jeg ikke i min gymnasietid og siden hen på universitetet i fredagsbaren og fra et hjørne beskuede atter et band, der kæmpede bravt, men alligevel efterlod mig med tomhed. Deres forsangere gik altid hjem med en ung mø rundt om halsen. Det er måske urimeligt af mig at bebrejde Junetile for det studentikose, fordi de på de to bedste numre her, ‘Move Faraway’ og ‘Bearer of Bad News’, rent faktisk svinger sig op på niveau med sorgens mestre Red House Painters og Low, men alt for ofte færdes de på samme søndertrampede vej som utallige søvnige, britiske radiorockbands fra slut-90’erne.

‘Work’ samler sange fra ep’er fra helt tilbage til 2000, og er tiltænkt som en præsentation af det canadiske band til et europæisk publikum. Da en del af sangene føles betydeligt tidsbundne og lettere anakronistiske i dag kan det ærgre lidt at bandet valgte at samle op på sin fortid i stedet for at rette blikket fremad, fordi deres kombination af det episk storslåede med elektronisk minimalisme er lovende, men som det er nu, er sangene, ligesom farverne på bilerne du passerer på vej til kiosken. Svære at huske. Og så er jeg der igen. I caféen på skolen. Mere optaget af om vennerne får stablet en god efterfest på benene, og om hende den søde i hjørnet mon har tænkt sig komme med.

Junetile. 'Work'. Album. Ocean/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af