‘Den blå orkidé’ på CPH PIX: Liderligt mørke og sanseligt syretrip er et særsyn i dansk film

CPH PIX Weekend. Jeg har set Casper – hovedpersonen i ’Den blå orkidé’ – før. Den livstrætte og understimulerede mand, der én dag kommer på sporet af noget, som drager ham ind i et sanseligt og lystbetonet parallelunivers.

Jeg har bare sjældent set ham og filmens univers i en dansk filmkontekst.

Det er devisen for de fleste titler fra det unge produktionsselskab Paloma Productions. Filmproduktioner på lavt budget med nye instruktørnavne med æstetiske visioner og udtryk, der kaster drømmende/mareridtsagtige skær over dansk film i disse år. ’Den blå orkidé’ af spillefilmdebutanten Carl Marott er ingen undtagelse.

Filmen starter ellers velkendt med udslukte Casper i sin københavnerlejlighed. Og dog. De kornede billeder og det gulligt varme lys kunne fint gå i ét med dansk film i midten af 90’erne, havde det ikke været for altid spændende Joachim Fjelstrup (’Steppeulven’, ’Kød & Blod’) i hovedrollen.

Casper har en sød og motiverende kæreste i Mette (Julie Grundtvig Wester) og et fast job som reklamefotograf af især morgenmadsprodukter med sin buddy Mattias (spillet af den estiske komiker Mattias Naan). Helst vil Casper sidde i lejligheden og fotografere orkideer hele dagen. Denne smukke, flerfoldige (og vulvalignende) blomst, der med dens udseende lokker insekter i den tro, at de parrer sig med et andet insekt.

Symbolikken er til at føle på, da Casper til en branchefest støder ind i sin gamle læremester (Ken Vedsegaard) og bliver sendt videre ind i sit eget orkideiske hulrum af betagende skønhed og fordærv: En nat i et tomt industrikvarter kommer en varevogn forbi og fører Casper hen til et ukendt sted, hvor han får stukket et mærkeligt, klodsformet kamera i hånden og derefter bliver bedt om at filme i rummet ved siden af.

En smuk kvinde (Shelly Levy) i guldkjole sidder tavst og sminker sig. Casper tænder kameraet. Rummet lyser pludselig op. Billedet på kameraskærmen flimrer uklart, som om det næsten ikke kan processere hendes skønhed. Casper står fuldstændig forgabt. Hun vender sig om, bevæger sig sensuelt og smider til slut sin hårnål. Puff, er hun væk.

Casper kommer hjem og kaster sig stangliderligt over Mette. Sveddryppende indfanger han orkideerne i kameralinsen som aldrig før. Han må tilbage til stedet og den mystiske kvinde. Det bliver et hypnotiserende drug, som Casper og den korte film i sin sidste time syrer ud på.

Der udfolder sig en forholdsvis simpel fortælling om det mandlige gaze og kvinden som et stof, man på sygelig vis må indkapsle og indtage efter behov (får du også associationer til L.O.C.s gamle video til ’Frk. Escobar’?). Jeg kan tage fejl. ’Den blå orkidé’ er ikke et stof, man så let sætter på formel.

For det noget spinkle og løst fabulerende manuskript er først og fremmest styret af en eksperimenterende hengivenhed til sanser i billede og lyd. Anders Nydams billeder er hyppigt indbundet i fluorescerende farvefiltre, og de tomme sorte rum med mønstrede projektioner på skulpturelt slængende kvindekroppe leder tankerne hen på ’Under the Skin’. Komponist Mads Forsby holder sig heller ikke tilbage i filmens musikalske blanding af urovækkende, gnistrende klange, sfæriske flager, mellemøstlig house og tung 90’ertechno.

Jeg har set Casper og ’Den blå orkidé’ før i film som ’Blow-up’, ’Abre Los Ojos’ og især i David Lynch-film som ’Lost Highway’. Det fjerner dog ikke glæden ved at have ’Den blå orkidé’, Carl Marott og Paloma Productions til i det små at tilføje nuancer til dansk films penselstrøg i 2020 af historiske dramaer og Mads Mikkelsen.

---

Kort sagt:
’Den blå orkidé’ er et lille sansetrip, som man sjældent oplever i dansk spillefilm.