Manden bag usædvanlig debutfilm med Joachim Fjelstrup: »Dansk film er blevet en genre i sig selv«

Carl Marott blev nomineret til en Baby-Oscar med sin afgangsfilm. Nu er han klar med sin spillefilmdebut ’Den blå orkidé. Den er skabt uafhængigt for bare 80.000 kroner, hvilket gjorde optagelserne til en udfordring, for som han siger: »Problemet var, at vi var så skide ambitiøse alle sammen«.
Manden bag usædvanlig debutfilm med Joachim Fjelstrup: »Dansk film er blevet en genre i sig selv«
Joachim Fjelstrup i 'Den blå orkidé'.

Instruktør Carl Marott dimiterede fra Filmskolen i 2013 med afgangsfilmen ’Oasen’, der blev nomineret til den prestigefyldte Student Academy Award, som Oscar-akademiet uddeler for årets bedste filmskolefilm.

Syv år senere er han nu klar med sin spillefilmdebut ’Den blå orkidé’, som i oktober vandt Dark Matters Jury Award, da den fik premiere på Austin Film Festival. Nu er den nomineret til CPH PIX-festivals talentpris, hvorfor den vil indgå som en del af den ellers aflyste festivals særprogram her i december.

’Den blå orkidé’ er visuelt og genremæssigt en eksperimenterende film, der stikker markant ud fra den øvrige danske filmscene.

Vi følger den unge fotograf Casper (Joachim Fjelstrup), som er kørt død i en rutinepræget hverdag med kedelige reklamejobs og et ensformigt forhold til kæresten Mette (Julie Grundtvig Wester). Alt vender, da han til en branchefest møder sin gamle læremester (Ken Vedsegaard), der introducerer ham til en sanselig og drømmelignende underverden, hvor han bliver sat til at filme en eksotisk og sensuel kvinde (Shelly Levy) i en mystisk lejlighed.  

Det største hack

Filmen er skabt for et uhørt beskedent beløb på omkring 80.000 kroner hos produktionsselskabet Paloma Productions. Optagelserne varede 16 dage, men filmen har været over fire år undervejs, fordi alle på holdet har arbejdet frivilligt.

»’Den blå orkidé’ er det største hack, jeg har været med til, fordi den ligner en film, der har kostet noget, selvom den er lavet for chokerende få penge«, siger Carl Marott en tidlig eftermiddag på Soundvenues kontor. 

I startfasen havde Marott skrevet et manifest – i stil med dogmemanifestet – hvor han punktvis havde beskrevet, hvor »rowdy« filmen skulle være, hvor hurtigt den skulle laves, og hvor mange lamper, skuespillere og locations de måtte anvende.

Carl Marott. (Foto: Mads Alexander Lund/CPH PIX)

Han måtte dog hurtigt sande, at han med de stærkt begrænsede ressoucer var nødt til at skrue en tand ned for ambitionsniveauet.

»Problemet var, at vi var så skide ambitiøse alle sammen«, siger han.

Særligt var der én scene i filmen, som voldede instruktøren og resten af filmholdet problemer.

»Festscenen var et mareridt at optage, fordi vi havde slået for stort et brød op. Vi stod bare på optagelserne og tænkte ’shit, det kommer ikke til at virke’, men så prøvede vi at fokusere på det mere karikerede ved en fest – munde der griner og networker – i stedet for at bruge det mastershot, som vi havde lavet, hvor vi var sådan: ’Arh, det ligner noget fra en julekalender’«.

Når man laver en lavbudgetsfilm som denne, er man afhængig af, at alt går fuldstændig efter planen.

»Bare der var én ting på settet, der ikke virkede, var vi fucked«, fastslår Marott.

Flere gange blev holdet ramt af uforudsigelige udfordringer, hvorfor de måtte ty til kreative lappeløsninger.

»Der var en dag under optagelserne, hvor benzingeneratoren døde. Her skulle Mathias Naan have været med i scenen, men da han skulle flyve hjem dagen efter, var vi nødt til at droppe det. Det endte med, at vi måtte flyve ham ind igen senere, hvor jeg måtte placere ham foran en greenscreen og lave nogle hackbilleder, hvor han så blev puttet ind i scenen efterfølgende«, griner han.

Dansk film er blevet en genre i sig selv

Selvom Carl Marott ikke lægger skjul på, at filmprojektet har været en lang og sej kamp, har han på intet tidspunkt været i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at lave filmen uden hjælp fra støtteordninger. 

»Jeg havde brug for at finde tilbage til mit udgangspunkt, som var blevet lidt tilsløret af at gå på Filmskolen. Min debut skulle være 100 procent mig, og dét at gøre det uafhængtigt åbnede bare op for nogle andre ting og gjorde projektet mere frit«.

Shelly Levy i ‘Den blå orkidé’.

Marott har flere gange forsøgt at søge støtte til andre projekter – uden held. Han mener, at der burde være mere plads til film, som stikker ud fra normerne. 

»Jeg ville ønske, at der var mere undergrund og mere plads til den eksperimenterende scene, hvor folk kunne hjælpe hinanden med at komme hen, hvor man lavede den slags film«.

Derudover savner instruktøren generelt en større mangfoldighed i dansk film – og i hvad danskerne ser, når de går i biografen.

»Dansk film er jo lidt en genre i sig selv, og det synes jeg er virkelig ærgerligt. Alle de film, jeg tripper over, er der åbenbart ikke ret mange andre, der tripper over…«.

I øjeblikket er Carl Marott i fuld gang med et projekt, som han beskriver som mere rettet mod det brede publikum. Mere kan han dog ikke løfte sløret for endnu. 

’Den blå orkidé’ kan ses på CPH PIX 2020 9. december i Grand Teatret i København og 12. december i Øst for Paradis i Aarhus.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af