Hammock

‘Floating Away in Every Direction’, ‘Dissapear Like the Morning’ og ‘When the Sky Pours Down Like a Fountain’. Smag lige på engang på sangtitlerne. Og prøv så at gætte, hvilken genre amerikanske Hammock monstro bevæger sig inden for?

Ambient? Et godt bud. Eller rettere: En organisk-spillet ambient, som dufter af både shoegaze og postrock – men som får lov til at flyde roligt i alle retninger af lydbilledet, forsvinde tyst og ubemærket som morgenstunden og eksplodere i brusende guitarflader som et springvand.

Hammock har sikkert hold om sine virkemidler, men sammenlignet med nærliggende musikalske åndsfæller, som Sigur Rós, ambient-prinserne Boards Of Canada og dronekongerne Earth, er de ikke lige så besnærende at lytte til. De er også store navne at have inden for rækkevidde – problemet for Hammock er imidlertid, at de forsøger at slippe af sted med en lige så langstrakt, skrøbelig og sparsomt-instrumenteret musik som kollegerne.

Så skal man pinedød kunne kreere sange med et lige så intenst og stemningsmættet indhold, og det kan kun sange som åbneren ‘I Can Almost See You’, titelnummeret og ‘Losing You to You’ for alvor leve op til. Den resterende kæmper en brav kamp for at holde ørerne ude af den lettere søvndyssende tilstand, de bølgende, men ikke nær så interessante, guitarlinjer dækker lige lovligt op til. Til tider lykkes det. Men andre gange…