- Robert Smith stirrer sin egen dødelighed dybt i øjnene på The Cures første album i 16 år
- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Ida Corr
Der er potentiale i hende Ida Corr. Der er kommet flere krummer i hendes soulmusik, men der er stadig langt mellem snapsene. Den danske sangerindes andet album har dog betydelig mere snert end sin anonyme forgænger, der nok mere fik opmærksomhed på grund af et pladecover med en særdeles dyb nedskæring, end på grund af det musikalske indhold.
Denne gang ‘nøjes’ Ida Corr med at skære et mere modent album, der i sit udgangspunkt er fokuseret, leveret med nerve og indeholdende flere fine øjeblikke. Det klæder hendes bløde vokal, at der er kommet mere kant på rytmebunden, der bæres frem af stramt programmerede beats og bidende electro-funk.
Desværre efterlader tekstsiden meget at ønske, ligesom hendes omkvæd ofte mangler snit. »Bimbo is what bimbo does, let’s bimbo tonight«, synges der på et af de numre, som gør dele af menuen svær at sluge, og næppe snyder det voksne publikum, som albummet stræber efter.
Heldigvis kan den skylles ned (eller væk) med nogle velsmagende snapse, der alle har internationalt snit. ‘Let Me Think About It’ er helt Timbaland’sk i sin bombastiske synthpop, ‘Man For Me’ bobler med organisk instrumentering og soulglød på højde med Jaguar Wright, og den alvorsfulde ‘Lonely Girl’ serveres med så smittende skønhed, at den nødvendigvis må blive et hit.
Ida Corr. 'Robosoul'. Album. Kick.