Pet
Den ene halvdel af Pet sidder i Tyskland og den anden i Italien, men det forhindrer ikke gruppen i at gå efter det helt store gennembrud på deres andet album ‘Rewind the Sofa Lady’.
De fire første fire sange er et sandt festfyrværkeri af potentielle radiohits, komplet med melodiske hooks, let genkendelige omkvæd, synthflader og skarpe guitarriffs, der nogle steder bliver en anelse syrede, men stadig holder sig på den radiovenlige side. Efter en glimrende start går det desværre lidt i stå, for der skrues ned for tempoet og op for melankolien, og det klæder dem ikke. De er bedst, når der er mere fart over feltet, og det kommer heldigvis også igen mod slutningen af albummet.
Pet har næppe opfundet den dybe musikalske tallerken, i stedet har de som mange af tidens andre populære rockbands haft fingrene i krukken med inspiration fra 70’erne og 80’erne. Men de laver god poprock, og skriver gode, finurlige tekster, tjek for eksempel åbningsnummeret med linierne: »I used to live on cloud nine now I moved to eight / I do serious business, it’s a realestate«.