Lisa Germano

Det er jo ærgerligt at have følelsen af at lægge ører til en både kompetent og levende kunstner, og så alligevel sidde med et savn af noget mere, efter flere nuancer. Den amerikanske sangerinde og multiinstrumentalist – vi nævner i flæng klaver, guitar og selvfølgelig violinen – Lisa Germano, kan noget specielt med inderlighed og intensitet, det har hun tidligere bevist på sine første album, hvor især Cat Power fik seriøs modspil. På hendes fjerde album er alle de ovennævnte kvaliteter blot blevet en anelse for velkendte.

En fin flair for melodi samt en vis udadvendthed på sine første to album har Lisa Germano efterhånden sat i skammekrogen til fordel for en til tider lettere psykedelisk produktion skabt af en distancerende og simpel instrumentering, andre gange til fordel for en noget traditionel ‘kvinde-sidder-ved-klaveret-og-synger-sagte’ sangskrivning. Germanos næsten forsvindende stemme trætter simpelthen i den sagte sangstil, hun præger sine sange med. Og netop derfor er der en følelse af, at der kunne være føjet flere modsatrettede nuancer til Germanos sangskrivning i de 33 minutter, hun tilbragte i ‘The Maybe World’.