Field Music
Oven på fine anmeldelser for deres selvbetitlede album, udgiver Sunderland-trioen nu en række numre, der er b-sider og sjældne sange fra deres optagelser siden år 2000. Hvis navnet klinger nyt, så placér dig et sted på aksen hvor, The Beach Boys møder Futureheads, og The New Pornographers møder et afdæmpet Beatles.
Heldigvis besidder Field Music en form for eviggyldig poplyd, for ellers ville dette album være selvmord. Intet opsigtsvækkende progressivt er at finde i musikken. Derimod er der tale om et band, der har ualmindeligt godt styr på deres håndværk og som forstår at skabe en unik stemning – luk øjnene og musikken stryger dig blidt med hårene, som solskin på en rapsmark.
Hvis du syntes, at der er noget charmerende over danske Diefenbach, men har lyst til et album at stene ud til, ja så går du ikke helt galt i byen Field Music retrospektive samling af sange. Vokalharmonier står i kø for at massere dine ører, sammen med stygere, blid guitar og tambouriner. Melankolien lyder af og til, som var vi i selskab med Eels, men på en rar og opløftende måde a la Belle & Sebastian.
Albummet skriver ingen pophistorie, men så længe det roterer på anlægget, føler du dig i behageligt selskab. Eller som de siger i det engelske: »Soothing!«