Feu Thérèse

Fransk-canadiske Feu Thérèse er et af den slags bands, som er dejligt svære at få hold på og putte ned i en kasse. Skulle der nu være nogle behjertede musikentusiaster derude, som tidligere har læst mine anmeldelser, vil de vide, at lige netop den egenskab – det med at være svær at få hold på – synes jeg kan være en rigtig god ting. Hvis man vil gøre krav på at lave intelligent og progressiv musik, må man udfordre lytteren, og det er netop, hvad Feu Thérèse er dygtige til.

At musik er kompliceret er jo ikke et kvalitetstegn i sig selv, den skal også helst lyde godt, og i løbet af de fem numre, pladen indeholder, får man skam også mange lytteværdige oplevelser. Inspirationen hentes fra støjrock, free-jazz, lo-fi, avantgarde electro/lydkunst (hør specielt ‘Ce n’est pas Les Jardins du Luxembourg’) og psykedelisk rock à la Pink Floyd, alt sammen præsenteret, så man ikke kastes rundt i musikken, men snarere bliver puffet venligt.

At blive puffet venligt er nok også den bedste måde at beskrive Feu Thérèses avantgardistiske rock på, for selvom den både er intelligent, lyrisk og livskraftig, så er den på den anden side ikke det der grænseoverskridende spark, der gør musik uundværlig og enestående.