’A Man and a Camera’: Provokerende hollænders grænseoverskridende film er meget mere end en gimmick
CPH:DOX. Guido Hendrikx viser sig aldrig i ’A Man and a Camera’, men alligevel må instruktøren være en af de mest provokerende skikkelser i nyere dokumentarhistorie.
Han er præcis det, titlen lægger op til: en mand med et kamera. Vi ser ikke, hvordan han ser ud, vi ser kun det, hans kamera ser.
Han vandrer rundt i en lille hollandsk by og ringer på hos de lokale, som han filmer uden at fremstamme et ord. Han nikker ikke engang, gør tydeligvis ingen udfald. Han er sit kamera.
De spørger ham, hvad meningen er? Hvad vil han? Hvorfor siger han ikke noget? Og stirrer på ham i mange lange sekunder – uden nogensinde at få et svar.
Det er et tåkrummende, grænseoverskridende, provokerende filmeksperiment. Men det er også mere end det.
For Guido Hendrikx’ metode er ikke bare en gimmick, det er et greb, der får facader til at falde.
Det er dybt interessant at observere borgernes vidt forskellige reaktioner, når Hendrikx tropper op på deres dørtrin og smadrer alle sociale koder ved stumt at stikke et kamera op i snotten på dem.
Nogle bliver bange. Nogle griner som en forsvarsreaktion. Andre begynder at optræde. En enkelt bliver direkte voldelig og overfalder kameramanden.
Men så er der også dem, der inviterer ham indenfor. Et ældre ægtepar lader ham sidde i deres dagligstue, mens de morer sig over en sitcom i fjernsynet, og mørket tætnes uden for vinduet. Kvinden fortæller, helt uopfordret, at hendes mand blev fyret som byggearbejder for tre år siden, og at hun selv står på tærsklen til pensionslivet.
I et andet hus i byen begynder en smilende herre, der vist tidligere har været kendt, at fortælle om sig selv og sin familie, imens han forsøger at få kameramanden til at svare på, om han ønsker en kop kaffe.
Han overvejer endda, om manden med kameraet skal med på restaurant.
’A Man and a Camera’ bliver dermed ikke bare en satirisk refleksion over dokumentarskabelsen, hvor kameraet går på rov i andres intimsfærer – med tilskueren som medskyldig.
Filmen ender også som en overraskende klog film om mennesker. Hvad vi gør, når vores sociale grænser overskrides (man spørger sig selv: hvad ville jeg selv gøre?), og hvad vi gør, når vi glemmer, at kameraet er der.
Det er ret godt gået af en film, hvis udgangspunkt vitterligt er en mand og et kamera.
Kort sagt:
’A Man and a Camera’ starter som et provokerende, tåkrummende og grænseoverskridende eksperiment og ender på forunderlig vis som en menneskeklog dokumentar.