Mcgowan

I bookletten til Mcgowan Southworths albumdebut i eget navn står der: “We didn’t plan to make this record. No preparation, no songs in the can, no budget, no nothing”. Og modellen, med at man for en tid isolerer sig et øde sted, og skaber en række sange med et minimum af udstyr og forberedelse og et maximum af intensitet og kunstnerisk frihed, har både sine fordele og sine begrænsninger.

I tilfældet Mcgowan, så er fordelen absolut, at der er kommet et album ud af det, som er fyldt med gode sange, der indeholder en stor portion ærlighed og personlighed og fine melodier. Albummet emmer af legesyge musikalske eksperimenter, hvor alt fra country over lo-fi æstetik til surferrock skal afprøves, og hvor inspirationskilder fra tidligere samarbejdspartnere som Ben Lee og Beck bringes til live igen gennem nye numre.

Men begrænsningen ved albummet er, at det ikke desto mindre lyder mest som en skitse til noget, der kan blive rigtig rigtig godt. Og det er måske netop problemet ved denne form for hurtige produktioner. Øjeblikket fanges og fastholdes men gennemarbejdningen og produktionen mangler.