’Om det uendelige’: Nordens store komediemester er stadig absurd sjov – afbrudt af Hitler og æresdrab
Roy Andersson ved om nogen, at det moderne liv kan være svært, men også fantastisk morsomt på samme tid.
Over de seneste 20 år har den svenske komediemester hudflettet hverdagens eksistentielle absurditeter og de arbitrære systemer, vi mennesker knuger os til i hverdagen – fra religion til kapitalisme og alt indimellem.
Med hans biografaktuelle – og formentligt sidste – film, ’Om det uendelige’, bevæger 79-årige Andersson sig videre fra sin herligt galgenhumoristiske trilogi om det at være menneske, der startede med ’Sange fra anden sal’ og sluttede med ’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’. Men alligevel er alt ved det gamle i instruktørens groteske mikrokosmos.
På blot 78 minutter serverer Andersson 32 observerende tableauer, der udfolder små hverdagssituationer, som alligevel formår at sige uendeligt meget om livet, når søvngænger-svenskere i alverdens nuancer af grå får slået deres dagligdag en lillebitte smule ud af kurs i en række absurd sjove sekvenser.
Der er den midaldrende mand, som hilser på sin gamle folkeskolekammerat uden at få et svar igen, fordi kammeraten stadig ikke har tilgivet ham hans mobberi årtier forinden. Et møde som pludselig får manden til at nages af jalousi over, at skolekammeraten har en ph.d., mens han selv ikke har bedrevet det store (ud over et besøg ved Niagara Falls, som hans kone trøstende minder ham om).
Der er den alkoholiserede tandlæge, som må opgive at behandle en patient, fordi han nægter at modtage bedøvelse, men alligevel insisterer på at skrige, hver gang lægen nærmer sig hans mund. Den grædende mand i bussen, der hysterisk skriger, at han ikke ved, hvad han gerne vil med sit liv, mens han får skæve blikke fra sine medpassagerer.
Eller det tætteste, vi kommer på en hovedrolle: Præsten, der har mistet sin tro og plages af mareridt, hvor hans menighed korsfæster ham på åben gade. En eksistentiel krise så slem, at han opsøger lægehjælp, kun for at blive smidt ud fra klinikken på røv og albuer, fordi han ikke har bestilt en tid, og lægen har en bus, han skal nå.
Som vanligt fastholder Andersson vores blik med distancerede, statistiske indstillinger, der i bedste deadpan-stil løfter scenerne til komisk guld. De nøje konstruerede tableauer betoner i lige så høj grad de tvangsindlagte tilskuere i de dybe billeder, der tvinges til at forholde sig til de bizarre situationer, så man ikke kan undgå at trække på smilebåndet.
De morsomme hverdagsscener brydes nogle gange op af mere barske scener: Æresdrab, hustruvold og scener fra Anden Verdenskrig – blandt andet af Hitler i sin bunker, et sønderbombet Köln og tyske soldater, som marcherer gennem sneen i Serbien for at overgive sig til Sovjetunionen.
Ved at sidestille de virkelige begivenheder med filmens mere banale situationer fastslår Andersson, at livets små øjeblikke er mindst lige så vigtige (eller uvigtige) som de store historiske linjer.
Alt er forbundet, som filmens åbning og slutning antyder, når en flok forbipasserende trækfugle sammenkæder de mange vignetter. Og vi mennesker er ikke mere end energi, der kan fortsætte i det uendelige, som en teenager i filmen belærer sin lillesøster: »Din energi kan risikere at blive til en kartoffel. Eller en tomat«, siger han.
»Så vil jeg nok helst være en tomat«, lyder svaret.
Andersson er i sit mere afdæmpede, håbefulde og poetiske hjørne – uden at gå på kompromis med sin sylespidse samfundsdiagnostik. En række af scenerne er undseelige, som når en far binder sin datters sko i øsende regnvejr, eller en mand overser et smukt naturfænomen, fordi hans bil er brudt sammen.
Derfor kigger man nogle gange også langt efter punchlines eller stort anlagte set pieces, der kan overgå hans tidligere film.
Alligevel er de ømme øjeblikke helt centrale for den livshyldest, instruktøren også antyder: Livet er svært og fyldt med uhyrligheder. Men det kan også være ret fantastisk, hvis bare man slår øjnene op og sætter farten lidt ned.
Kort sagt:
Roy Andersson sætter et værdigt og særdeles morsomt punktum for sit værk med ’Om det uendelige’ – en flot hyldest til livet, på både godt og ondt.