‘Fatherhood’: Ny Kevin Hart-film på Netflix er hovedrystende forudsigelig
25 minutter inde i ’Fatherhood’ giver Matt Logelins svigermor ham et slags ultimatum. Enten skal han tackle alt i relation til sin nyfødte datter rigtig godt – eller også skal han og datteren fluks flytte hjem til svigerfamilien i Minnesota.
Gisp – Minnesota! Et forstadsmareridt af en stat, hvor alting går i stå, og den store fjende i ’Fatherhood’.
Aftale, siger Matt for at slippe af med svigermor.
Efter at have født sin første datter ved kejsersnit blev Matts kone Liz (Deborah Ayorinde) nemlig pludselig ramt af en blodprop i lungen. Som Snehvide, der har taget en bid af det giftige æble, dejser hun om, hiver tre-fire gange efter vejret, og så er det slut. Kun i Hollywood kan døden tage sig så elegant ud.
Men ak, nu er Matt (Kevin Hart), en umoden drengerøv, der ikke engang har fået nosset sig sammen til at samle vuggen, inden hans datter kom til verden, efterladt til at skulle opfostre barnet alene.
Hvordan vil han mon klare denne noget nær umulige opgave? Efter adskillige bump på vejen sikkert ganske godt, gætter man med halvanden time tilbage af filmen.
’Fatherhood’ byder på sjove øjeblik hist og her, som da Matt rådes til at stoppe sit barns gråd med hvid støj, og hun endelig klapper i, da han tænder for støvsugeren.
20 minutter inde i filmen slår en transfobisk joke til gengæld skår i hyggen. »Nogle mænd har bryster«, siger Matt, da chefen Howard argumenterer for, på hvilke punkter kvinder er mere egnede som enlige forældre end mænd, hvortil Howard svarer hånligt: »Dén der lader jeg kun fare, fordi du er i sorg«.
Det kan undre, at den slags slipper igennem, når nu Kevin Hart mistede sit Oscar-værtsskab netop på grund af kontroversielle tweets på LGBTQ+-området. Skal vi ikke blive enige om, at tiden er løbet fra den slags meningsløse spark nedad?
I det hele taget virker ’Fatherhood’ til at være kommet 20 år for sent. Godt nok afviger den tiltrængt fra den gammeldags romcom-formel ved at have en sort mand i hovedrollen. Men udover det er den store quirk, at datteren Maddy hellere vil gå i bukser end nederdel.
Den dynamiske duo, Maddy og Matt, suppleres af verdens mest ligegyldige biroller. Som Matts tumpede venner, Jordan (Lil Rel Howery) og Oscar (Anthony Carrigan), der helt hjernedødt hiver Matt med på bar på sin friaften for at kigge på damer – få måneder efter hans kones pludselige død.
Matt selv, der spilles af filmens store hook, Kevin Hart, er en udefinerbar karakter. På trods af at han ifølge sin omgangskreds skulle være lidt af en umoden vildbasse, får vi aldrig lov at se denne side af ham – tværtimod er han temmelig vanilla. Han udfolder sig hverken i retning af den over the top-komedietype, vi ofte ser Hart i, eller noget … andet. Hvis man er kommet for Hart, må man forvente en lidt flad oplevelse.
Da Maddy er i skolealderen, møder Matt en meget smuk kvinde, som synes, det er det mest sexede i verden, at han er alenefar. Hun hedder tilfældigvis Liz ligesom Maddys afdøde mor, og hun bliver lynhurtigt den perfekte moderfigur for Maddy. Hvis ’Fatherhood’ havde en morale, så skulle det vel være, at en mand godt kan være følelsesmæssigt nærværende og omsorgsfuld nok til alene at give sit barn en god opvækst. Den pointe bliver desværre annulleret med den nye kæreste i billedet.
Melody Hurd, der spiller rollen som skolepige-Maddy, gør det rigtig godt. Halvvejs inde i filmen er der en længere feelgood-sekvens, hvor vi får lov at se far og datter hygge sig. Og når lille Madeline laver barnligt seriøse pokerfjæs til mændenes poker-torsdag, er det svært ikke at få et smil på læben.
Det er dog langtfra nok til at løfte filmen til andet end forglemmelig fredagsunderholdning, og dens status som den mest populære film på Netflix i Danmark lige nu er ikke just fortjent.
Kort sagt:
Man ved, hvor ’Fatherhood’ ender, lige så snart den er startet.