Piana

Piana (aka Naoko Sasaki) er et sjældent spændende japansk bekendtskab. Hun er kvinde, midt i tyverne og har selv skrevet, produceret og mixet sit nye album. Dette er hendes andet og følger op på debuten ‘Snow Bird’ fra 2003.

Albummet er fortællingen om skrøbelig kærlighed, og om tid der aldrig kommer tilbage. Og selv om man ikke forstår et ord af hendes japanske sang, spiller det ingen større rolle, da albummets absolutte kvalitet er musikkens eksperimenterende og legende karakter.

Piana blander enkle elektroniske virkemidler med en skrøbelig og blid piget stemmet og sætter det i fint akustisk følgeskab af violin, cello og guitar. Det er fristende at beskrive albummet som en art krydsning mellem Stina Nordenstam og Lady & Bird, bare pakket ind i japansk elegance og renhed.

‘Ephemeral’ indeholder ni numre, der alle forfører med deres ekstreme minimalistiske skønhed. Fantasilandskaber med japanske vinterhaver ikke ligger langt borte i erindringen, når man lytter til albummet. Dog synes det svært de skelne de enkelte numrene fra hinanden, da netop minimalismen gør, at man et sted undervejs mister orienteringsevnen.

Som albummets titel også antyder, fanger Piana med sin musik netop et flygtigt øjeblik af intensitet og sårbarhed, som en blomst der folder sig ud og lukker sig sammen igen, før beskueren når at opfatte dens skønhed.