Lone Catalysts

Det er en mild underdrivelse at påstå, at Lone Catalysts ikke har den store fanskare på disse breddegrader. På trods af, at duoens debutalbum fra 2001, ‘Hip Hop’, blev anmelderrost til skyerne, indgik navnet Lone Catalysts ikke i den kanon af undergrunds hiphop-navne, der blev spået fremtidig storhed og glorie. Det vil ikke ændre sig med ‘Good Music’.

Titlen på den nye udgivelse er ligesom titlen på forgængeren udtryk for den enkelthed og oprigtighed til hiphop-kulturen som J. Sands’ og J. Rawls musik gennemsyres af. Det drejer sig om at lave god hiphop med fødderne solidt plantet i kulturens rødder. Et solidt udgangspunkt, som der i denne omgang bare ikke kommer det store ud af.

Rapper J. Sands leverer sin del til duoens ambition om at lave good music med et stilsikkert flow og hæderlige, reflekterede rim, imens J. Rawls produktioner er solide og soulfyldte. Det er bare samtidig ganske uvedkommende og ligegyldigt og efter endt lytning, er det som at have stenet endnu en Hollywood tjubang actionfilm med Vin Diesel.

Albummet er hverken katalysator for langvarige enetaler om hiphoppens degenerering eller små, ukontrollerede, verbale glædesudbrud over god musiks forunderlige, livsbekræftende egenskaber. Det er bare. Ganske uvedkommende. Næææste!

Lone Catalysts. 'Good Music'. Album. Groove Attack/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af