Robbie Williams
Det kan godt at være, at Robbie Williams er ironisk, når han synger »So I sing a song to reel them in / It’s a song I’ve sung before and a song I’m going to sing again«. Men ikke desto mindre synes det netop at være hans strategi, og charmetroldens sjette studiealbum består i alt for høj grad af den solide poprock, som han har rullet ud et utal af gange før.
Albummets førstesingle ‘Tripping’, med dens spartanske ska-rytmer og falset-vokal, har ellers skabt forhåbninger om et spændende stilskifte. Et modigt single-valg, som desværre står helt alene på ‘Intensive Care’. Resten af albummet er præget af højt-til-loftet popsange, der utvivlsomt vil gøre sig bedre til stadion-koncerten end på hjemmeanlægget.
Robbies faste sangskrivnings-partner, Guy Chambers, er skiftet ud med Stephen Duffy, der har en fjern fortid i Duran Duran. Det er dog ikke nemt at spotte forskellen mellem Chambers- og Duffy-sange, og det betyder sandsynligvis, at man må tilskrive Williams en større andel i sangskrivnings-processen end først antaget. Der flirtes med synth-pop på den effektive ‘Sin Sin Sin’, og der stjæles hensynløst fra The Rolling Stones på ‘A Place to Crash’, men så stopper udsvingene også. Resten er målrettet, hit-potentielt radio-poprock højt belagt med stryger-lir og gospelkor. Specielt ‘Make Me Pure’ og ‘Advertising Space’ er fremtidsikrede karaoke-klassikere.
Men hvis musikken synes underlig uambitiøs, så er der til gengæld sket et skifte på tekst-siden, om end et uheldigt ét af slagsen. Der er ingen nævneværdig tvivl om, at Robbie Williams er den fødte entertainer, og det permanente glimt i øjet og smil i mundvigen har gjort hans snart ti år lange solokarriere til en fornøjelse at følge. Kvinder dåner, mænd skåler jovialt i fadøl, og Robbie nærmer sig efterhånden ikon-status for sms-generationen og deres ældre søskende. Men nu er gavflaben blevet 31 år, og han føler et tydeligt og stigende behov for at tage masken af og synge om det ensomme single-liv, forliste forhold og dødsangsten. Det kunne vi faktisk godt have undværet, for alvoren truer med at mutere til noget oppustet og mildt patetisk.
Nej, lad os få entertaineren tilbage. »Let me entertain you«, sang han engang. Ja tak. Won’t you please?