Xiu Xiu

Tag plads og kom med på en rejse gennem Jamie Stewarts mørke, forpinte sjæl. En rejse fuld af angst, smerte og lede, hvor udsigten til håb forude tegner sig ret så dunkel. Dette fjerde album fra Xiu Xiu adskiller sig ikke nævneværdigt fra forgængerne, og der bliver igen taget udgangspunkt i Stewarts plagede sind, som balancerer faretruende på grænsen mellem normalitet og skingrende sindssyge. Lad det være slået fast med det samme: Han har ikke fået det bedre, og sangene er stadig fyldt med vanvittige absurditeter.

Det handler stadig om depression, kærlighed, had og om at have det rent ud sagt ad helvede til. Men det levereres med den inderlighed og desperation, som gør Xiu Xiu så enestående. Med en dybtsiddende, intens og knugende smerte skiftevis hvisker og skriger Jamie Stewart sine vokaler ud. Det er grimt, hæsligt og ufatteligt smukt.

Musikalsk er det også for Xiu Xiu-fans velkendte virkemidler, som benyttes. På første del af åbningsnummeret ‘Clover’ nøjes Stewart med at hviske blidt hen over en akusitisk guitar. Men det varer ikke længe, før albummet eksploderer i myriader af overraskende og spontane arrangementer. Fra klokkespillet på ‘Muppet Face’ til en industriel, pumpende rytme på ‘Saturn’, som er så skræmmende, at den nærmest må være rendyrket ondskab skåret ud i toner. Alligevel er det som om, der er blevet mere plads til de rolige passager med for eksempel vibrafon end på det forrige album ‘Fabulous Muscles’.

Xiu Xiu er langt fra for alle og enhver, men de som kunne lide de tidligere udspil, vil formentlig også elske dette album.