Nej, der er ingen grund til at åbne Spotify eller Apple Music. Kanye West-albummet ‘Donda’ er nemlig stadig ikke landet på streamingtjenesterne. Til gengæld holdt rapperen endnu en stort anlagt lyttefest natten til fredag dansk tid.
Den seneste udgivelsesfest (hvis man stadig kan kalde det det) var den tredje af slagsen og fandt sted i hjembyen Chicago. Her havde Kanye West genopført sit barndomshjem midt i et gigantisk stadion. Mod slutningen blev der sat ild til huset, og Kanye selv gik op i flammer. Til slut var der en form for bryllupsseance.
Den mest opsigtsvækkende del af showet var dog, at Kanye tilsyneladende har sat sig for at alliere sig med tidens mest udskældte artister.
Han havde således inviteret både DaBaby og Marilyn Manson med på scenen. Førstnævnte erstattede endda Jay-Z på en sang, der før havde haft et vers af ‘Watch the Throne’-partneren.
DaBaby er i heftig modvind for tiden på grund af homofobiske udtalelser, mens Manson er anklaget for voldtægt, seksuelle overgreb og chikane af flere forskellige kvinder.
Det er ikke første gang, Kanye allierer sig med problematiske skikkelser. Han har før samarbejdet med de kontroversielle rappere XXXTentacion og 6ix9ine, og han har selvfølgelig også ofte selv prøvet at være i offentlig modvind.