OPDATERET 29. AUGUST KL. 14.42: Kanye Wests længe ventede ‘Donda’ er endelig ude nu, og det er altså sket på bekostning af DaBabys vers. I stedet medvirker Jay-Z.
Det kom som et mindre chok, da Kanye West hev DaBaby med på scenen til sin tredje lytterfest torsdag aften.
Og overraskelsen blev kun større, da det senere blev klart, at West havde erstattet et vers af Jay-Z på sangen ‘Jail’ med et vers af DaBaby, der over de seneste uger har været anklaget for homofobi.
Men Kanye står tilsyneladende ved sin beslutning. På Instagram har han delt screenshots af en SMS-samtale med sin manager, hvor han fastholder, at DaBabys vers skal med på ‘Donda’, selvom DaBabys manager modstrider beslutningen.
Og begrundelsen lader til at være, at DaBaby var den eneste, der offentligt sagde, at han ville stemme på Kanye, da han stillede op til præsidentvalget i 2020: »Jeg fjerner ikke min bror (fra pladen, red.). Han var den eneste, der offentligt sagde, at han ville stemme på mig«, lyder det blandt andet fra West.
I en anden besked antyder West desuden, at det omstridte DaBaby-vers er en af årsagerne til, at ‘Donda’ ikke er blevet udgivet endnu.