Halsey tager dig med på en storladen rejse gennem moderskabet med hjælp fra Nine Inch Nails
Hvis du normalt forbinder Halsey med Billboard-toppende radiohits som ’Closer’ og ’Without Me’, så vil det fjerde album fra amerikaneren nok komme som lidt af et chok for dig. Under den nærmest machiavelliske titel ’If I Can’t Have Love, I Want Power’ har Halsey, der blev mor for blot to måneder siden, nemlig endegyldigt forladt hitskabelonen til fordel for et storladent konceptalbum, der ifølge dem sætter toner til glæderne og rædslerne ved graviditet, fødsel og den identitetskrise, der følger med.
Albummet er desuden ledsaget af en 53 minutter lang IMAX-film, som desværre ikke er tilgængelig i Danmark i skrivende stund. Ifølge traileren er filmen en fortælling om den evindelige cyklus mellem liv, død og seksualitet med udgangspunkt i en ung dronnings skæbne. Traileren varsler en ’Game of Thrones’-refererende gotisk æstetik, der går igen på albummets cover, hvor Halsey indtager en gylden jerntrone iført royale rober med blottet bryst og baby på armen. Khaleesi-style.
Trods tematikkerne om moderskabet og kvindelig seksualitet i det hele taget har Halsey ikke desto mindre indgået en på papiret umage alliance med veteranerne Trent Reznor og Atticus Ross, der med Nine Inch Nails har lagt soundtrack til utallige selvledende teenagetilværelser op igennem 90’- og 00’erne.
Og erfaringen kan tydeligt høres i den alsidige produktion, hvor makkerparret favner bredt. Fra 90’ernes grungepop på numre som ’Easier Than Lying’, ’Honey’ og ’You Asked for This’, hvor Halsey kanaliserer vred flannelskjorte a la Alanis Morisette, til de mørke ballader med svulstige symbolske tekster og religiøse referencer på ’The Tradition’ og ’Bells in Santa Fe’. Undervejs får vi desuden drum’n’bass på ’Girl is a Gun’ og pumpende gudekomplekser på den statiske synthbanger ’I Am Not a Woman, I’m a God’, hvor Halseys velfortjente og smittende storhedsvanvid over evnen til at skabe liv kulminerer i et episk underspillet klimaks.
Albummet lefler ikke for sin tilhører. Det svælger gerne i mørket i sin granskning af de tunge tematikker og byder derfor også på få følelsesmæssige lyspunkter.
Den akustiske vuggevise ’Darling’ med ingen ringere end Fleetwood Macs Lindsey Buckingham på ømt fingerspil og rørende linjer som »until it’s time to see the light / I’ll make my own with you each night« er dog en undtagelse. På samme måde er afslutningsnummeret ’Ya’Aburnee’ en hyldest til Halseys store kærlighed til både deres partner og barn, som fint italesætter den tilsvarende store frygt for at være tvunget til at leve uden dem i fremtiden: »Darling, you will bury me / before I bury you«.
Undervejs bliver ønsket om at skabe et episk magnum opus dog en hæmsko for albummet, der momentvis forfalder til for svulstige tekster og symboler – som på ’The Lighthouse’, hvor linjer som »And I’m glad I met the Devil ’cause he showed me I was weak / and a little piece of him is in a little piece of me« lugter lidt for kraftigt af emofloskel.
Samtidig har en håndfuld af numrene en meget sparsom formmæssig opbygning, der udelukkende består af vers og omkvæd. Det resulterer i, at omkvædene på eksempelvis ’1121’ (den dato Halsey opdagede, de var gravid), ’Whispers’ og ’The Lighthouse’ lyder mere som undervældende broer, der bygger op til et formled, der aldrig kommer.
Ikke desto mindre er ’If I Can’t Have Love, I Want Power’ en intens lytteoplevelse. Halsey er sammen med Trent Rezner og Atticus Ross lykkedes med at skabe et kraftfuldt, kunstnerisk univers fyldt med utraditionelle musikalske beslutninger, hvor både vrede, glæde, angst, storhedsvanvid og mindreværd kan sameksistere.
Kort sagt:
Halsey er netop blevet mor, og det fejres med et storladent konceptalbum om glæderne og rædslerne ved graviditet og fødsel. Det er for det meste mørkt, intenst og velproduceret, men undervejs snubler albummet også en smule over de episke ambitioner.