I løbet af de seneste måneder har Branco flittigt teaset et nyt album, der skulle bestå af ti numre, der alle havde gæsteoptrædener. Nu er den udgivelse landet på streamingtjenesterne.
Albummet hedder ’10 Years’ og er en form for hyldest til, at Branco nu har lavet musik i et helt årti. Det hele er blot 26 minutter langt, så det er en relativt kompakt udgivelse.
Gæstelisten består af både danske og udenlandske navne. Der er blandt andet hele to Artigeardit-features, men også sange med tidligere samarbejdspartnere som Icekiid, Lukas Graham og MellemFingaMuzik-makkeren Stepz.
Graham og Artigeardit gæster i øvrigt sammen på ‘Goal’, der nupper sit ikoniske guitarriff fra The White Stripes’ ‘Seven Nation Army’.
Der er også gæstevers fra UK-artisterne BackRoad Gee og Mastermind. Ellers er der måske ikke de helt store overraskelser på gæstelisten.
’10 Years’ er Brancos anden albumudgivelse i år efter ‘Baba Business 2’. Et tredje album i serien er sat til at udkomme næste år.