’Dr. Death’: Krimiserie baseret på virkelige hændelser giver dig øjeblikkelig hospitalsangst

’Dr. Death’: Krimiserie baseret på virkelige hændelser giver dig øjeblikkelig hospitalsangst
Joshua Jackson i 'Dr. Death' (Foto: C More)

Vi lever i et samfund, der bygger på en enorm tillid til den medicinske verden og de læger, som vi lægger vores liv i hænderne på, når det gælder. 

Men når alt kommer til alt, er læger også bare helt almindelige, fejlbarlige mennesker af kød og blod. 

Og netop det faktum går for alvor op for dig, når du ser Patrick Macmanus’ rædselsvækkende krimiserie ’Dr. Death’, som er baseret på den populære og prisbelønnede true crime-podcast af samme navn. 

Serien foregår i Dallas og fortæller historien om den tidligere amerikanske neurokirurg Christopher Duntsch (Joshua Jackson) aka. Dr. Death, der på tragisk vis invaliderede over 30 patienter og slog to mennesker ihjel under en række katastrofale fejloperationer. 

Duntsch, som anser sig selv som en form for Gud, er på papiret en storslået videnskabsmand, der er anerkendt for sit store forskningsarbejde, men i takt med, at hans karriere begynder at tage fart, står det klart, at han mere er en koldblodig slagter med et ustyrligt stofmisbrug end en genial rygmarvskirurg, som redder liv. 

Det indser den ældre og rutinerede Dr. Robert Henderson (Alec Baldwin), da han bliver sat til at rydde op i en af de mislykkede operationer, hvorefter han sammen med sin mere frembrusende kollega Dr. Randall Kirby (Christian Slater) gør det til sit livs mission at fratage Duntsch sin medicinske licens. 

Alec Baldwin og Christian Slater i ‘Dr. Death’ (Foto: C More)

Til at starte med viser det sig at være vanskeligt at sætte en stopper for den narcissistiske kirurg på grund af hans imponerende evne til at manipulere med sundhedssystemet, sine patienter og de mennesker, han har tæt på sig. 

Men i fællesskab med den unge statsanklager Michelle Shugart (AnnaSophia Robb) lykkes det retfærdighedsduoen at indlede en undersøgelse, der resulterer i en historisk retssag, som får alvorlige konsekvenser for den inkompetente dødskirurg. 

Joshua Jackson er tæt på at være perfekt castet som den karismatiske, kittelklædte Dr. Death, der charmerer sig ind på alt og alle med sin rolige og autoritære udstråling, mens han – uden skam i livet – gør alt, hvad han kan for at slippe uden om de konsekvenser, hans voldsomme fejlindgreb har. 

Det bliver for alvor slået fast, da han overtaler sin gamle skolekammerat Jerry (Dominic Burgess) til at lade sig operere, dagen efter de sammen har væltet sig i banevis af kokain. 

AnnaSophia Robb i ‘Dr. Death’ (Foto: C More)

Det er næsten umuligt ikke at holde sig for øjnene under de mange autentiske, kvalmende operationsscener, der for mit vedkommende har resulteret i en akut hospitalsangst. 

Der er hverken sparret på blod, indvolde og væmmelige lyde af skarpe redskaber, som bores eller hamres igennem knogler og sener i de hjælpeløse kroppe, der effektivt er med til at opbygge den ubehagelige stemning. 

Til gengæld er det forstyrrende, at fortællestrukturen er så kaotisk opbygget, som den er. Ukontrolleret springer serien frem og tilbage i tiden, hvorfor det ofte er lettere umuligt at gennemskue, hvem der ved hvad og på hvilket tidspunkt i forløbet. 

Samtidig føles det en anelse utilfredsstillende, at serien aldrig direkte berører Duntschs’ motiv for sine ugerninger. Er han bindegal eller bare exceptionelt dårlig til sit arbejde? 

På trods af en række korte flashbacks bliver vi ikke synderligt klogere på den komplekse hovedkarakter, hvis manglende selvindsigt tilsyneladende stammer fra hans tid på college, hvor han troede, at han skulle være professionel fodboldspiller, selvom hans talent tydeligvis ikke rakte særligt langt. 

Dertil kommer, at serien – særligt hen mod slutningen, hvor retssagen begynder at fylde mere – tager sig lidt for god tid til at udfolde sig. I den forbindelse havde det bestemt ikke gjort skade, hvis man havde strammet fortællingen op og bevaret det spændingsniveau, der er til stede i den første lange del af serien. 

Alligevel trækker ’Dr. Death’ virkelig tæppet væk under én ved at bevidstgøre publikum om det chokerende høje antal fejlbehandlinger, der hvert år finder sted i USA. 


Kort sagt:

Ny skræmmende krimiserie om inkompetent og sociopatisk kirurg, der koldblodigt fejlopererer sine patienter, borer sig helt ind under huden på dig som en skarp skalpel på en mørk operationsstue. 

Anmeldt på baggrund af hele serien.

’Dr. Death’. Serie. Hovedskaber: Patrick Macmanus. Medvirkende: Joshua Jackson, Christian Slater, Alec Baldwin, Dominic Burgess, Grace Gummer, AnnaSophia Robb. Spilletid: 8 afsnit af ca. 50 minutter. Premiere: Kan ses på C More
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af