’The Dark Pictures: House of Ashes’ er et sjældent horror-spil med noget på hjerte
Enhver horror-nørd kender til fornøjelsen ved desperat at råbe »Vend dig nu for helvede om, morderen er lige bag dig!« ad tv-skærmen, når seriemorderen sniger sig ind på sit uskyldige offer.
Eller hvad med »Nej, nej, nej, hvorfor bliver I ikke sammen?«, når gruppen af hjælpeløse stakler deler sig op og render direkte i favnen på psykopaten, som lurer i skyggerne.
Således var det også en genistreg af de helt store, da Supermassive Games med deres kultklassiker ’Until Dawn’ gav spilleren kontrol over de liderlige teenagere.
Så kunne man nemlig selv bestemme, hvem der slap med livet i behold, og hvem som fik knust kraniet af et ugudeligt monster.
Den slags ideer skal der naturligvis spindes guld på, og siden 2019 har den britiske spiludvikler udgivet en række antologier, som omhandler mytologiske spøgelseshistorier under paraplyserien ’The Dark Pictures’.
Spillene kan gennemføres alene eller sammen med andre (og til tider imod hinanden) for at få de karakterer, man spiller som, helskindet i mål ved at udspille scenarier med hver af dem.
Det er en finurlig ide, der især i fællesskab med en gruppe venner vidunderligt gengiver følelsen af at sidde og se skraldede slasher-film til langt ud på natten.
Problemet med serien indtil videre har bare været, at handlingsforløbene og de underliggende spilmekanikker ikke har kunnet leve op til det fantastiske koncept.
Irak-krigen og sumeriske vampyrlegender
Det tredje kapitel ’House of Ashes’ har dog mere på hjerte end blot at få pulsen op i det røde felt med en håndfuld bestialske mord og veltimede jump scares.
Vi befinder os i Irak anno 2003, efter USA’s militære styrker har væltet Saddam Husseins regime.
Med ordre fra den øverste militærledelse sendes en gruppe marinesoldater til en landsby, hvor et satellitsystem muligvis har fremvist infrarøde billeder af diktatorens sagnomspundne masseødelæggelsesvåben.
Men efter en intens skududveksling mellem amerikanerne og de lokale styrker finder de hurtigt ud af, at grotterne under ørkenlandskabet hverken gemmer på biologiske våben eller despotiske tyranner.
I stedet omringes den desperate gruppe soldater af en oldgammel sekt af vampyrer, der har tørstet efter et friskt måltid menneske i tusinder af år.
En politiske nerve
I sig selv er det forfriskende at opleve et spil, der tager udgangspunkt i en anden kultur end den vestlige – i dette tilfælde den sumeriske dæmon Pazuzu, som horror-aficionadoer nok vil huske fra starten af ’Eksorcisten’.
Men Irak-krigen er langt mere end blot et baggrundstapet for spillets overnaturlige udskejelser.
Præmissen, hvor amerikanere leder efter ikkeeksisterende weapons of mass destruction og i stedet finder urgamle bøhmænd, er i sig selv en skarp, hvis ikke lidt overfladisk, kritik af USA’s ulovlige krig.
»Vi bruger kun hvide fosfor-granater, hvis det er absolut nødvendigt. Det er jo Saddam, som bruger de ulovlige våben her«, pointerer den arrogante oberst Eric King, da hans krigsliderlige kompagni gør sig klar til at hoppe i helikopterne og terrorisere lokalbefolkningen.
Alt imens giver spillet flere gange mulighed for at skyde civile uden synderlig konsekvens for soldaterne. Et rødt sigtekorn betyder jo fjendtlig, har vi spillere lært, og på den måde bruges spilmekanikkerne på interessant vis til at fordre spillets kritik af amerikansk imperialisme og krigsførelse.
Ligeledes var jeg særligt imponeret over et scenarie, hvor spillet bad mig hamre løs på en knap for at få en af mine soldaterkammerater til at holde kæften lukket, mens vi gemte os fra de glubske vampyrer.
Som en trofast soldat adlød jeg spillets ordre, til trods for at en anden kampfælle desperat bemærkede, at jeg kvalte ham. Ganske rigtigt endte den sårede kammerat død i mine arme.
En horror-rejse værd trods problemer
Andetsteds kan spillets høje, filmiske aspirationer dog ikke finde sig til rette i spilformatet.
De fleste af spillets stærkeste øjeblikke er i de mange dialogvalg, man står overfor, som især er styrket af et imponerende cast og underholdende personager.
Men de fleste af persongalleriets fatale skæbner er et resultat af tarvelige quick-time events, hvor man skal ramme de rigtige knapper på det rigtige tidspunkt.
Flere gange valgte jeg bevidst at fejle disse scenarier for at få lidt blod på tanden og se en karakter, jeg særligt hadede, blive spiddet på en stalagmit.
Ellers er scenarierne nemlig så overkommelige, at man ofte kan klare sig igennem skærene uden at miste en eneste soldat, hvilket føles en smule imod spilseriens intention.
Som spiller gives man også fra tid til anden direkte kontrol over, hvad der udfolder sig på skærmen, men disse situationer føles ligeledes overflødige.
Der er intet interessant at udforske eller nørklede gåder at løse, alt imens det gyngende kamera kan gøre dem unødigt frustrerende.
Problemerne til trods er det svært ikke at lade sig charmere af den dybe kærlighed til horror-genren, som Supermassive viser. En genre, der ofte excellerer i sin politiske indignation og vrede.
Det er forfriskende i en spilindustri, der ellers desperat forsøger at sælge jingoistiske skydetelte a la ’Tom Clancy’s The Division’ og ’Call of Duty’ som apolitiske oplevelser.
Kort sagt:
Supermassive Games har med det tredje kapitel i deres horror-antologiserie skruet op for den fortæller-mæssige kvalitet, men spilformatet skurer stadig imod de filmiske aspirationer.