Gaspard Ulliel er død i en skiulykke, 37 år gammel.
Skuespilleren havde ifølge nyhedsbureauet AFP et sammenstød med en anden skiløber i et kryds mellem to piste i Savoie-regionen tirsdag. Han blev bragt på hospitalet, men kom sig ikke over sin skade på hjernen.
Ulliel var en af fransk films største stjerner, og dødsfaldet har rystet den franske filmverden.
Gaspard Ulliel var uden for Frankrig måske mest kendt for sin titelrolle i ‘Hannibal Rising’ fra 2007, og han var på vej mod et internationalt gennembrud i Marvel-serien ‘Moon Knight’ som Midnight Man over for Oscar Isaac.
Hans fornemste arbejde var dog på fransk, eksempelvis som Yves Saint Laurent i ‘Saint Laurent’, i Xavier Dolans ‘It’s Only the End of the World’, Jean-Pierre Jeunets ‘En meget lang forlovelse’ over for Audrey Tatou og Stéphanie Di Giustos ‘The Dancer’ som danseren Louie Fuller.