‘All of Us are Dead’: Sydkoreansk zombieserie er et godt miks af ’Train to Busan’ og ’Battle Royale’
Der er et par uundgåelige sammenligninger, når vi skal snakke om Netflix’ nye sydkoreanske zombieserie. Hvis man skal sætte det lidt på spidsen, er ’All of Us Are Dead’ en sammenlægning af zombiegyset ’Train to Busan’ fra 2016 og nyklassikeren ’Battle Royale’ fra 2000 – blot med et markant problem, som de disse ikke led under. Mere om det senere.
’All of Us Are Dead’ handler om noget så simpelt som en flok skoleelever, der gør deres ypperste for at klare sig igennem en god gammeldags zombieapokalypse.
Vi har alle de sædvanlige ingredienser – en gal videnskabsmand, der ved et uheld slipper en virus løs i befolkningen, forhenværende afdøde mennesker, der leder efter tobenede snacks, og en gruppe hovedpersoner, der oftest har mere travlt med at bekæmpe hinanden end den flok kødædende monstre, der banker på døren. Der er ikke umiddelbart noget ved lige præcis denne verdensomspændende katastrofe, der skiller den markant ud fra de utallige andre inkarnationer, vi har set gennem årene (fra Romeros ’Night of the Living Dead’ til Zack Snyders ’Army of the Dead’).
Med det sagt er ’All of Us Are Dead’ et godt stykke håndværk inden for genren. Den arbejder sig igennem de velkendte og velbetrådte klichéer mindst lige så godt som størstedelen af sine forgængere og gør det endda med den karakteristiske galgehumor, der også ses i sydkoreanske film hos eksempelvis Bong Joon-ho.
Der er action for alle pengene (især når visse elever pludselig hiver et arsenal af ’The Raid’-tenderende kampteknikker ud af ærmet), og hvert afsnit slutter på en nervepirrende cliffhanger, der gør det praktisk talt umuligt at afbryde den fire-sekunders lange nedtælling til det næste (touché, Netflix).
Serien forsøger sig også med en morale, der ligger lige til højrebenet for en handling, som udspiller sig på en skole fyldt med teenagere. Det er nemlig en helt anden slags ’epidemi’, der ligger til grund for zombieudbruddet, nemlig mobning. Hvordan det ene leder til det andet, vil jeg ikke afsløre her, men budskabet går klart og tydeligt igennem: Forskellen mellem menneske og monster defineres ikke kun ud fra, hvor mange hjerner du har spist i dag.
Men hvor prisværdigt et budskab det så end er, bidrager det ikke med nogen skelsættende åbenbaring. Man går ikke fra serien med en ny forståelse af menneskets skruppelløse etos.
Det absolut største problem i ’All of Us Are Dead’ er dog dens manglende evne til at dræbe sine darlings. Serien er hele 12 afsnit af en times varighed, og det er der absolut ingen grund til. Vi følger bifigurer, der ikke bare kan sløjfes, men bør sløjfes, og kører ud ad tangenter, der er så ligegyldige, at man ville kunne gå ud og lave sig en croque monsieur og en daiquiri uden at være i fare for at gå glip af noget.
Der er for eksempel et helt afsnit, hvis primære fokus er, at gruppen af overlevere skal improvisere et toilet i det klasseværelse, de er fanget i …
For dem, der har forelsket sig i stemningen og ikke mindst karaktererne, er det vel bare lidt ekstra smør på Nutella-maden, men jeg så altså gerne, at fedtet var blevet trimmet.
Kort sagt:
’All of Us Are Dead’ er et godt stykke zombiehåndværk, der lykkes med at slukke splattertørsten, hvor ’Train to Busan’-opfølgeren ’Peninsula’ fejlede grumt. Serien er til den lange side, men i værste fald kan man lave sig en kop kaffe, mens karaktererne diskuterer, hvordan de bedst skal lave nummer to uden at forlade deres skjulested.