’Murderville’: Improvisationskomikken falder til jorden i Netflix-serie med Will Arnett og et hav af gæstestjerner
Improvisationsskuespil er en svær disciplin. Det kræver, at dine medspillere er klar til at gribe dig, at du kender dit publikum, og at man hviler nok i sig selv til at tage styringen og lægge op til noget særligt usædvanligt.
Netflix har lavet et remake af den vellykkede BBC-serie ’Murder in Successville’ og har mundret valgt at kalde det ’Murderville’. Og den viser i den grad, hvordan improvisation er en hårfin balance mellem mening og kaos.’Murderville’ er ét stort gennemskrevet rod.
Serien består af seks afsnit. Vi følger vores hovedperson, seniorefterforsker Terry Seattle, spillet af Will Arnett, som sørger over sin afdøde detektivpartner og sin igangværende skilsmisse med chief Rhonda Jenkins-Seattle.
Den afdøde partner blev myrdet for femten år siden, og Terry Seattle har endnu ikke ryddet skrivebordet fyldt med spindelvæv og en muggen uspist burrito. Rhonda og Terry er nu ved at gå fra hinanden og det virker til, at Rhonda er bekymret. Så nu skal Terry have en ny detektivpartner.
De seks afsnit præsenterer os hver for en ny partnerkandidat til Terry. Og den ene trainee er mere utroværdig end den anden.
I få glimt kommer de improviserende gæstestjerners humor frem, når de tør udfordre Will Arnett i rollen som Terry Seattle. Som i første afsnit, hvor talkshowvært og komiker Conan O’Brien er kandidaten. Seattle og O’Brien sidder på en diner og afhører en tidligere tryllekunstner-assistent. Seattle bliver ved med at hælde chilisauce i O’Briens mad, og man kan se, hvordan han knaldrød kæmper mod chilien. Alligevel er O’Brien kølig og distanceret i sin tilgang til den afhørte – en smuk kontrast til den udadfarende Seattle.
I et senere afsnit underholder Kumail Najiani også med sjov gang og mimik. Sharon Stone laver selvironiske referencer til sit eget liv, hvis man da er opdateret på det. Og så har vi Ken Jeong, som slet ikke kan holde masken og følger Will Arnetts cues med liv og sjæl.
’Murderville’ er for gennemskrevet til, at man kan bære over med, at birollerne ingen kemi har med hinanden. For det er altså kun gæstestjernen, som ikke aner, hvad der skal ske. Selv seerne ved, hvor vi er på vej hen efter det første afsnit.
Rhonda skal nemlig joke om, hvordan Terry skal begynde at tage sig selv mere seriøst og derefter præsentere ham for afsnittets gæstestjerne. Gæstestjernen deler et fem minutters eye to eye med Seattle, og så braser Rhonda ind – for der er sket et mord! Igen …
Hvert afsnit følger et så stramt format, at man ved, hvad der kommer til at ske – og det skal man altså ikke med improvisation. Det hele er så forceret, at gæstestjernerne ikke har tid eller plads i manuskriptet til at være sjove.
30 minutter er ikke særlig lang tid, når man skal igennem et forhør af tre personer, have en undercovermission med Terry Seattle på øresnegl og en gennemgang af beviser, som gæstestjernen skal gennemgå. Serien gaber over alt for meget. En baggrundshistorie, romance blandt birollerne, Seattles følelsesliv, et mord og tre potentielle mordere. Oven i hatten kommer gæstestjernen, som bliver taget som gidsel i seriens stramme format.
Improvisationskomik kan ikke gøres halvt – det understreger ’Murderville’.
Se hellere Netflix’ fremragende improvisationsshow ’Middleditch & Schwartz’, som Soundvenues anmelder gav seks stjerner.
Kort sagt:
Kemien og komikken er minimal i den alt for planlagte improvisationskomedie ’Murderville’.