’Middleditch & Schwartz’: Komikerduo gør improvisation til det hotteste i comedy med deres nye Netflix-show
’Middleditch & Schwartz’ lyder som et jødisk advokatfirma, men bag navnet gemmer sig noget så sjældent som en improvisationskomisk dræberduos comedy special på Netflix.
Du kender måske Thomas Middleditch og Ben Schwartz fra to af 00’ernes sjoveste serier, henholdsvis ’Silicon Valley’ og ’Parks and Recreation’. Personligt hører hverken Middleditch’ forfjamskede softwareudvikler Richard Hendricks eller Schwartz’ evigt ringe rådgivende Jean Ralphio blandt de respektive seriers sjoveste eller mest interessante karakterer. Middleditch har ligefrem haft en irritationseffekt på mig i det meste, han har medvirket i.
Derfor er det overrumplende at se de to komikere sammen på scenen i NYU Skirball Center for the Performing Arts i den ofte latterliggjorte improvisationsform. For i deres rette element nailer de den rent ud sagt i en blanding af fri associativ leg, parodier, historiefortælling og metodisk weltmeisterschaft.
Metodikken består blandt i noget så simpelt som indledningsvist at understrege showets improviserende og opdigtede form. Dernæst laver Middleditch og Schwartz et lille uformelt interview med én fra publikum baseret på et tema, og som en anden Egon Olsen samler de virkemidler nok til et storstilet og fantasifuldt kup i en forestillet historieboble.
Som i det andet af de i alt tre show, hvor en eksamensængstelig jurastuderende mor til to drenge indskyder, at der måske er rumvæsner i byen Harrisburg, hvor hun kommer fra. »Rumvæsner? Tak for det«, konstaterer Schwartz halvt mæskende, halvt grinende, før han og Middleditch kaster sig ud i et absurd eksamensscenarie med en klasse jurastuderende, der rigtig nok får besøg af en lille goofy alien-dreng ved navn Jason.
Middleditch og Schwartz danner med tilskuerens input et historiemæssigt staffeli, om det er eksamensrum, bryllupsforberedelser eller groteske jobsamtaleprocesser med ’Saturday Night Live’ og New York Times. Deres genistreg ligger dog i, hvordan de begge tør tage afstikkere i en brændende kærlig udfordring af hinandens hittepåsomhed.
Det første show er bygget op om besynderlige vennerelationer – der blandt andet udspringer fra Walmarts parkeringsplads – i forbindelse med et bryllup. En af gæsterne er brudens kæreste fra 6. klasse ’Short Paul’, som stadig har stærke følelser for bruden.
På et tidspunkt spørger en anden gæst, hvor længe forholdet varede. »Den stærkeste sol brænder kortest«, svarer Middleditch pseudo-poetisk som den klejne Paul, hvortil Schwartz kommenterer, at vi kun har én sol. I stedet for at lade den ligge returnerer Middleditch ildkuglen i en anklage, om Schwartz nu er flat earther, når nu han mener, universet kun har én sol.
»Nej«, afviser Schwartz, »men med glatte sko kan jeg glide til enden af jorden«. Der sættes surreelt punktum, og så er vi tilbage på hovedsporet.
Andre gange viser afstikkerne sig i metakommentarer til deres glemsomhed eller en forvirrende udvikling af roller. I det andet show udmønter det sig i en sprudlende stoleleg, hvor de med deres eneste remedie – to stole – benytter hele scenen og glider ind og ud mellem de studerende i et klasselokale, hvor der pludselig sidder hele tre Stanley’er.
I det tredje show stopper Middleditch ligefrem op, da han er bange for, at hans sørgelige gengivelse af en ’SNL’-chef kommer for tæt på virkelighedens ’SNL’-boss Lorne Michaels. Så taler de sig frem til, at han har svømmehud og en kattegård, og så er vi ligesom over den hurdle og kan fortsætte den frie udfoldning i historieboblen.
Det kan lyde fjollet, hvilket det til dels også er. De to udøvere undgår imidlertid formens ofte navlepillende grin. Som to overlegne free jazz-musikere lykkedes det således altid Middleditch og Schwartz at gribe den løse røde tråd og vende tilbage fra deres uregerlige tangenter til elementer fra det tematiske udspil, som udløser en tilfredsstillende cocktail af overraskelse og latterkramper i publikum.
Improvisationskomik kan i dens frie, uskrevne form være svær at bedømme. Men med ’Middleditch & Schwartz’ får man bevisførelse for en disciplineret systematik af setup-payoffs og en imponerende kundskab bag abstraktionerne. Man får oplevelsen af to ekstremt dygtige performere og tæt forbundne venner.
Og så fik jeg uden sammenligning de største skraldgrin de seneste to forstemte måneder.
Kort sagt:
Improvisationskomik er et hyppigt mobberoffer i populærkulturen – hvilket dens rolle i doven lørdagsunderholdning ikke har hjulpet på – men Thomas Middleditch og Ben Schwartz forvandler den til det hotteste inden for scenekomik.