‘The Staircase’ er et af hovedværkerne i true crime-genren, som vores anmelder fastslog i sin seksstjernede anmeldelse.
Derfor overrasker det heller ikke, at sagen nu får Hollywood-behandlingen i en miniserie fra HBO med Colin Firth og Toni Collette i hovedrollerne som ægteparret Michael og Kathleen Peterson.
Miniserien følger den spektakulære sag om familien, der pludselig kommer i mediernes søgelys, da Kathleen bliver fundet død i familiens palæ efter et fald fra trappen. Slog Michael hende ihjel, eller var alkohol og valium skyld i faldet, som ægtemanden påstod?
Over otte afsnit opruller serien sagen, når Michael forsøger at holde sin familie sammen og affeje sin kones død.
På rollelisten ses desuden Sophie Turner, Dane DeHaan og Patrick Schwarzenegger som parrets børn. Michael Stuhlbarg spiller advokat i sagen, mens Juliette Binoche og Odessa Young også pryder rollelisten.
Bag serien står Antonio Campos, der senest stod bag Netflix-filmen ‘The Devil All the Time‘ med Tom Holland og Robert Pattinson.
Den oprindelige ‘The Staircase’-serie begyndte i 2004 og strakte sig helt frem til 2018, hvor nye afsnit fulgte de nye drejninger i sagen. Hele serien kan ses på Netflix.
HBO’s ‘The Staircase’ får premiere 5. maj.