’The Staircase’: Netflix-aktuel true crime-serie er et mesterstykke

Det hele starter med et opkald til alarmcentralen i 2001. Den 58-årige amerikanske forfatter Michael Peterson lyder forståeligt både panisk og usammenhængende, idet han fortæller, at hans kone er faldet ned af trapperne i deres fælles bolig, hun er døende, men trækker stadig vejret.

Da redderne ankommer til scenen, er der dog ingen puls, og Kathleen Petersons livløse krop ligger i en kæmpe blodpøl, der strækker sig fra gulvet ved enden af trapperne og op og ned af væggene.

En morderisk forbrydelse eller et virkelig blodigt uheld? Det lokale politi i Durham, North Carolina er ikke i tvivl, og Kathleens død bliver straks behandlet som en mordsag med ægtemanden som eneste mistænkte.

‘The Staircase’ startede som en dokumentarserie på otte afsnit, der fik premiere på tv i 2003. Her fulgte et fransk dokumentar-hold sagens udvikling fra Michael Petersons og forsvarets side. På tætteste hold fik seerne en enestående mulighed for at følge alle de udfordringer og overvejelser, som forsvaret gennemgik med Michael Peterson og hans familie. ‘The Staircase’ blev et medrivende true crime-hit, længe før true crime blev det nye sort, fordi sagen indeholder flere plot twists, end hvad M. Night Shyamalan ville turde fantasere om, og sammen med HBO’s ‘Paradise Lost’- trilogi og Errol Morris’ ‘The Thin Blue Line’ var 2003-versionen af ‘The Staircase’ allerede blandt de genre-mastodonter, der har inspireret den nye bølge af succesfulde true crime-dramaer som ‘Serial’, ‘The Jinx’ og ‘Making a Murderer’.

Jeg vil ikke afsløre udfaldet af retssagen, ligesom jeg vil opfordre nye seere til at vente med at google sagen, til efter de har set alle afsnittene. Overraskelserne serveres nemlig helt perfekt fra instruktøren Jean-Xavier de Lestrades sikre hånd. Blot vil jeg sige, at dokumentarserien over flere omgange har taget nye drejninger, hvilket har ført til både en sæson 2  og 3 med henholdsvis 2 og 3 nye afsnit.

Netflix giver dig nu muligheden for at se alle 13 afsnit som et samlet mesterstykke. Med seriens nyeste afsnit løfter helhedsoplevelsen sig til et dokumentarisk familiedrama, hvis autentiske menneskelighed styrkes, i takt med at fortællingens hovedpersoner ældes gradvis over de cirka ti timers dybdeborende dokumentar, der strækker sig over 15 år. Tænk Richard Linklaters ‘Boyhood’ møder Stieg Larssons ‘Millennium’-trilogi.

Spørgsmålet, om ægtemanden Michael Peterson slog sin kone ihjel, er selvfølgelig den underholdende drivkraft bag alle tre sæsoner af ‘The Staircase’. Som true crime-fan er det altid fedt at blive rundtosset på sagens udvikling for derefter at få sine antagelser gjort til skamme op til flere gange og at blive tvunget til kritisk at reflektere over de mange faldgruber ved det amerikanske retssystem.

Lige præcis systemets fejl og mangler udforskede den franske instruktør også i sin Oscar-vindende dokumentar ‘Mord en søndag morgen’ (2001), men især med de nyeste afsnit af ‘The Staircase’ tilføjer Jean-Xavier de Lestrade true crime-dramaet mange flere følelser end blot forargelse og underholdning.

Når Lestrade i højere grad til sidst vender kameraet mod Michael Peterson og de mange menneskelige ofre, der gemmer sig blandt de efterladte i familien, bliver fortællingen for alvor interessant. Især de psykiske traumer, Peterson-parrets to adopterede døtre efterlades med, er ærlige og rørende at følge – og unikt da man knytter sig til dem over tid.

Midt i mysteriet fylder også et hjerteskærende og yderst dramatisk familiedrama, hvor Kathleens søstre og biologiske datter vedvarende holder på Michaels skyld, imens resten af den tidligere sammensatte kernefamilie sidder på den modsatte side af retssalen.

I centrum af det hele har vi Michael, en reflekteret forfatter og en mulig morder, der både virker afslappet og autentisk foran kameraet, men samtidig også leverer sætninger og sprogblomster, der synes indstuderet, som spillede han hovedrollen i sin egen roman. Tag blot hans første udtalelse til de fremmødte journalister efter hustruens død: »Kathleen was my life. I whispered her name in my heart a thousand times. She is there. But I can’t stop crying«.

Med begejstret fortællerstemme udpeger Michael Peterson også selv flere gange seriens mange temaer: Mediernes indflydelse på en sags udfald, det amerikanske retssystems favorisering af rige amerikanere samt kernefamiliens opløsning. »All are punished«, som han siger i slutningen af serien, idet han læser slutningen af William Shakespeares ‘Romeo & Julie’.

Alle temaerne afrunder han med en rammende iagttagelse eller en sigende sangtekst, som da han hen mod slutningen spiller Leonard Cohens ‘Everybody Knows’ for kameraet.

Det er genialt, at man føler sympati med denne intellektuelle mand, men stadig også frygter, at sympatien er uhyggeligt fejlplaceret. Michael bliver ældre i vores selskab. Han bliver for alvor ramt på fysikken, men også til tider på psyken.

Han bliver bedstefar og leger med sine børnebørn. Det er ikke tilfældigt, at kameraet stadig er tændt. Som mange andre bedsteforældre imiterer han et monster, der skal fange og angribe familiens yngste medlemmer. Jeg er ikke stolt af det, men det løb mig koldt ned ad ryggen. Den problematiske tvivl vil altid hænge over den anklagede, og jeg fornemmer samme tvivl i øjnene på en af døtrene, når hun taler om sin far. Hun nægter, at han er skyldig, men kameraet synes at fange et ansigtsudtryk, der har tænkt tanken:

»Hvad nu hvis, han gjorde det? For hvis ikke, hvad skete der så?«

Læs også: Det skal du streame i juli – true crime-hit, ‘OITNB’, Jerry Seinfeld