KOMMENTAR. Hvad har disse titler til fælles?
’The Dropout’
’Tokyo Vice’
’We Own This City’
’WeCrashed’
’Pam & Tommy’
’Inventing Anna’
’Julia’
‘Landscapers’
’Dopesick’
’The Shrink Next Door’
’Joe vs. Carole’
’Winning Time’
‘The Staircase’
’The First Lady’
‘The Offer’
‘Super Pumped’
‘Clark’
‘Gaslit’
De er alle nogle af de mest omtalte prestigeserier fra det seneste halve års tid. Og så bygger de alle på virkelige begivenheder.
Ligesom superhelte i en årrække har været Hollywoods go-to-forlæg på filmområdet, er autentiske hændelser blevet serielandskabets foretrukne inspirationskilde.
Begge dele bunder i jagten på materiale, som seerne har et forhåndskendskab til og derfor per automatik vil være nysgerrige på. Fra Pamela Anderson til Michelle Obama, Joe Exotic til Watergate og populære podcasts er de virkelige sager og personer lette at markedsføre, og tilmed tilføjer det serierne en aura af autenticitet, som fremmer seeroplevelsen: Skete det virkelig? Hvor vildt!
Det er udmærket, og flere af ovennævnte serier er aldeles glimrende og forløst langt med langt større ambitioner end det gængse dokudrama.
Samtidig er der selvfølgelig også masser af andre tilbud, hvis man hellere foretrækker sine serier spundet over fri fantasi, fra crazy komedier til storstilet sci-fi.
Så hvad er problemet?
»Jeg var der ikke«
Jeg oplever en stigende tendens til, at virkelige begivenheder bliver streamingtjenesternes sutteklud – en sikker vej til indhold, der bryder lydmuren i en benhård konkurrencesituation og får folk til at læse videre på nettet og tale videre med venner og kolleger.
Blot inden for de seneste uger har det skabt medieoverskrifter, at de virkelige Los Angeles Lakers-legender tager afstand fra serien om dem, ’Winning Time’, mens The Hollywood Reporter udgav en artikel, der gennemhullede troværdigheden i Jake Edelsteins selvbiografiske bog bag ’Tokyo Vice’ om en amerikansk journalist, der infiltrerer den japanske yakuza.
I sidstnævnte tilfælde udtalte produceren bag serien:
»Der var så mange ting, som vi pyntede på eller skabte, som ikke havde noget at gøre med, lad os kalde det ’den virkelige Jake Edelstein-historie’. Om bogen er sand eller ej, skal du tage op med ham og folkene beskrevet i bogen. Jeg var der ikke«.
Det er en sigende kommentar for, hvordan man gerne vil lukrere på autenticitetsstemplet og fortællingen om en ’utrolig historie fra virkeligheden’, men henholder sig til fri fantasi i underholdningens navn, så snart det ramler.
Samtidig er det sigende for diskursen omkring serierne: Spørgsmålet om autenticitet bliver det altdominerende parameter, på godt og ondt, frem for fokus på dybere tematiske, æstetiske, fortællemæssige eller på anden måde kunstneriske dimensioner.
Fantasien overgår virkeligheden
Nogle af historierne er gravet frem fra det ukendte, mens andre er allemandseje i forvejen, men uanset hvad er det en central del af deres attraktionsværdi, at de stammer fra virkeligheden.
På filmfronten har vi naturligvis set en tilsvarende tendens i mange år, men her har det mest været omkring historiske projekter med stor produktionsværdi. Det er sjældent her, i biopics og krigsfilm, at de kunstneriske fornyelser sker.
Men det er på seriefronten, at de mere nutidige true stories findes i disse år, måske som en naturlig næste etape efter true crime-bølgen ebbede ud.
Man ser levende for sig, hvordan producenter og kreative hoveder støvsuger landskabet for sager, de kan bygge deres næste serie på. Nogle gange forregner de sig – som da man fejlagtigt troede, at hele verdens opmærksomhed på ’Tiger King’ ville kunne strække sig så lang tid, som det tager at stable en fiktionsserie på benene.
’The Dropout’ og ’We Own This City’ regner jeg blandt årets hidtil bedste serier, og jeg har været både underholdt og oplyst af ’Gaslit’ og ’Pam and Tommy’, så jeg vil ikke rette skytset mod en enkelt titel fra den i starten nævnte perlesnor fra virkeligheden. Jeg forstår godt, hvorfor hovedparten af dem er blevet lavet, og hvad ærindet er.
Men faktum er, at deres relation til virkeligheden overskygger fokus på deres kunstneriske kvaliteter – og at mange af serierne på listen ville have svært ved at stå på egne ben, hvis de ikke havde det sandfærdige forlæg i ryggen.
Jeg vil advare mod, at streamingtjenester, tv-kanaler, producenter og manuskriptforfattere gør dokumentarkollegerne arbejdsløse ved per automatik at søge mod de mest excentriske og opsigtsvækkende ægte sager.
Det kan godt være, virkeligheden ofte overgår fantasien, men det største vovemod og den mest nybrydende originalitet kommer i hvert fald som regel direkte fra geniale skaberes kreative hjerner uden forpligtelser over for, hvordan det i virkeligheden var.