Hvis der er én rolle, som en gang for alle skal sætte Daniel Radcliffe fri af associationerne til Harry Potter, må det næste være som parodirockstjernen Weird Al Yankovic i den kommende biopic-film ‘Weird: The Al Yankovic Story’.
Første teaser til filmen er netop landet og her giver Radcliffe den fuld skrue som den Grammy-vindende musiker og synger blandt andet en af Weird Al’s signatursange, ‘Like a Surgeon’ (en parodi på Madonnas ‘Like a Virgin’).
Radcliffe har tidligere fortalt The New York Times, at nogle af scenerne i filmen er blandt de skøreste, han nogensinde har været med i – kun overgået af ‘Swiss Army Man‘, hvor han spiller et pruttende lig.
»Jeg lavede en optagelse forleden, hvor Al kom op til mig efterfølgende og spurgte: ‘Er det den underligste ting, du nogensinde har skullet gøre?’. Jeg svarede: ‘Den er i top to, og den eneste anden er Paul Dano, der ridder mig som et jetski i starten af ‘Swiss Army Man’«.
Filmen vil efter sigende udforske hver en facet af Yankovics liv – fra hans barndom og frem til det store gennembrud med tidlige hits som ‘Eat It’ og ‘Like a Surgeon’, mens den heller ikke skyr udenom hans mange kærlighedsaffærer og notorisk depraverede livsstil.
Weird Al har gennem sin over 40 år lange karriere vundet fem Grammyer og skrevet over 150 sange. Han er ifølge Deadline den bedst sælgende parodisanger og er en af kun tre musikere, som har haft et top 40-hit i hvert af de seneste fire årtier. De andre to er Michael Jackson og Madonna.
Filmen skrives og produceres af Weird Al selv i samarbejde med instruktør Eric Appel, som tilbage i 2013 skrev og instruerede en trailer for en falsk Weird Al-biopic for Funny or Die.
‘Weird: The Al Yankovic Story’ får premiere på streamingtjenesten Roku Channel til efteråret i USA. Dansk premiere er uvis.