’Swiss Army Man’: Daniel Radcliffe har karrierens bedste rolle som pruttende lig
Hank Thompson er strandet på en øde ø. Hans håb er for længst druknet i det uendelige hav foran ham, og han skal lige til at hænge sig selv, da en skikkelse pludselig skyller op på hans strand. Hank opgiver sit forehavende og iler sin nye, habitklædte sambo til undsætning.
For sent. Manny, som Hank kalder ham, er død. Men hva’ pokker, som eremit på en øde ø kan man ikke tillade sig at være kræsen, og Mannys tilstand forhindrer ikke de to i at udvikle en lumsk rørende homoerotisk bromance i Daniel Scheinert og Daniel Kwans bizarre ’Swiss Army Man’, der fik dansk biografpremiere under CPH PIX programlaunch i går og i oktober/november vises på festivalen.
Og ja, det er dén, hvor Paul Dano rider Daniel Radcliffes pruttende lig som en vandscooter.
Manny er nemlig ikke noget almindeligt lig. Ikke nok med at han har virkelig meget luft i maven – han kan også gylpe (mere eller mindre) rent drikkevand op, når Hank trykker ham på maven, og inden længe kan han også både tale og få rejsning. Når det sker, fungerer hans erigerede lem som en ønskekvist, der langsomt leder Hank og Manny tættere på civilisationen.
Hvis du synes, det lyder helt ubegribeligt dumt, så forstår jeg dig godt. Jeg tænkte det samme, men jeg tænkte også, at det var så dumt, at det kun kunne være godt. Og godt er det.
Det kræver, at man kan suspendere sin skepsis og overgive sig helt og holdent til Kwan og Scheinerts poetiske pruttehumor, der først er infantil, og siden viser sig at rumme meget mere end varm luft. Der er store indsigter at hente om ensomhed og eksistentiel angst, og de er svøbt i et dybt originalt filmsprog, hvor karaktererne synger med på det i øvrigt suveræne soundtrack, når det passer dem. Andre gange synger de ligefrem for.
’Swiss Army Man’ er nærmest umulig at klassificere. På handlingsplan er det ’Weekend med Bernie’ møder ’Cast Away’ (navnet Hank Thompson er næppe tilfældigt valgt), men tilsætter du en snigende filosofisk dybde, en drømmende Terrence Malick’sk billedside og en excentricitet, der klinger af Spike Jonze og Michel Gondry, så har du en film, du næppe nogensinde har set lignende. Og hvor ofte kan man lige sige det?
Mest imponerende fra et filmteknisk synspunkt er måske den intuitive og fantasifulde klipning, der jammer veloplagt sammen med soundtracket og har en sublim komisk timing i filmens jump cut-montager.
Og så skuespilpræstationerne, ikke mindst. Paul Dano er sædvanligt overbevisende som den akavede særling Hank, der ikke er blevet mindre sær af at bo på en øde ø, men Daniel Radcliffe er uforlignelig som det snakkesalige lig, der strippet for alle sociale koder og almen viden gennemskuer samfundets evige maskerade: »If my best friend won’t fart in front of me, what else is he keeping from me?«.
Rollen er simpelthen Radcliffes bedste til dato: Hysterisk morsom i fysiognomi og drævende diktion, men også – mod alle odds – rørende og afrundet.
Og selvom filmens slutning ikke forløser alle visionerne lige overbevisende, så ved man, at en film har opnået noget ganske særligt, når synet af et pruttende lig, der skyder henover havet med røven som raket, kan vække ægte følelser.
Kort sagt:
Med poetisk pruttehumor, overraskende eksistentiel tyngde og en hysterisk sjov Daniel Radcliffe er ’Swiss Army Man’ en finurlig, original og lumsk rørende filmoplevelse uden mage.