På fredag kan du opleve The Floor Is Made of Lava sammen med Vinnie Who og White Pony til Soundvenue Spot Afterparty. Som opvarmning til braget kan du her læse om frontmand Tobias Kippenbergers seneste oplevelser.
Det bedste album lige nu?
»Uden tvivl ‘The Mountain’ med Heartless Bastards! Zappede tilfældigt forbi Letterman, da de spillede derinde, og blev fuldstændigt, ja, bjergtaget af forsangerinden, som er en slags blanding af Tom Petty med nosser og Patti Smith med ynde. De klarede den desværre ikke på jeres High 5-liste, men albummets elektriske del er noget af det bedste, jeg har hørt meget længe«.
Dit yndlingsnummer lige nu?
»Jeg har været i gang med at systematisk opkøbe og se samtlige sæsoner af ‘C.S.I.’ (Las Vegas, baby) siden sidste sommer, og jo flere gange jeg har hørt temasangen ‘Who Are You?’ med The Who, jo vildere er jeg blevet med den. Åhr, og så er jeg forresten nærmest i ekstase over de sidste fire minutter i ‘Freebird’ med Lynyrd Skynyrd«.
Hvad er din nye yndlingskunstner?
»The Stooges. Har aldrig rigtig gået op i at lytte til gammel musik, for argumentet, for at det er godt, plejer tit at strande omkring »men tænk lige på hvor vildt det var for 40 år siden«, hvilket jeg sgu da ikke kan bruge til en skid i dag. ‘Raw Power’ blev til gengæld netop lavet for 40 år siden men var noget af det vildeste, jeg nogensinde havde hørt for ét år siden. På grund af det er jeg så begyndt at dykke meget mere ned i musikhistorien«.
Din sidste store koncertoplevelse?
»Synes jeg har været til en helvedes masse koncerter indenfor det sidste halve år, men der er desværre ikke rigtig nogle af dem, der sådan har væltet mig omkuld. Der er dog en del danske bands, som i højeste grad kan anbefales. When Saints Go Machine har virkelig fået lavet et fedt album, som også fungerer på en scene, The Wong Boys er decideret genialt, The William Blakes er kærlighed i massiv overflod, og så synes jeg rent faktisk, at Electrojuices live-setup sparker mega røv – og ikke kun fordi jeg skal sige sådan (Tobias er manager for Electrojuice, red.)«.
Hvor gik din sidste rejse hen?
»by:Larm i Oslo hvor det åbenbart sner så meget, at de bare lader lortet ligge på gaden, så jeg lå syg en uge efter«.
Årets bedste køb?
»Billetten til TV on the Radio på Vega den 29. juli og XLR-kabler til at optage nye Lava-demoer – KODA-pengene kommer til at gå til mikrofoner, og så skal jeg for alvor i gang med at træne til producer, som jeg længe har haft en lille drøm om«.
Hvor har du sidst købt tøj?
»Det sker meget sjældent, men det har nok været i Flying A ved Købmagergade, hvor jeg købte en sweater til vinteren«.
Hvilken ny film vil du anbefale andre at se?
»For tiden ser jeg mest bare dokumentarfilm om rockbands, som for det første er sjove at lede efter, fordi der stort set altid kun står live-dvd’er i butikkerne, for det andet er det en vildt god måde at finde ud af, om det er et band, hvis bagkatalog jeg har lyst til at dykke ned i – og ikke mindst en fin indikator for hvilke album der er bedst at starte med. Ingen af dem er særligt nye, men både The Who, Ramones, New Order, The Clash og Oasis har udgivet nogle ret fede film«.
Hvilken bog har du sidst læst?
»Det ville være virkelig synd at sige, jeg decideret læser bøger. Ham der Jonathan Safran Foers anden bog med hånden på (‘Extremely Loud and Incredibly Close’ (2005), red.) læste jeg for tre-fire år siden, fordi jeg havde forvildet mig ind i en bogklub. Ellers har jeg læst sådan en miniguide om at starte egen virksomhed for et par måneder siden«.
Hvad var dit sidste gode måltid?
»Jeg er begyndt at gå ret meget op i rugbrødsmadder, så det føles sgu som om, at jeg får mindst ét virkeligt godt måltid hver dag. Rugbrød fra bageren, spegedreng med parmesan og basilikum, kødpølse med mayo og karse, hønsesalat med bacon, hjemmelavet tunmousse, kartoffelmadder, hakkebøfrester, and the list goes on. Pålægget kan klares i Netto og brødet i alle bagerier, der ikke ligger på Amager«.
Hvilken hjemmeside har sidst udvidet din horisont?
»Er lige flyttet sammen med min kæreste, og vi har ikke fået taget os sammen til at bestille fjernsyn endnu, så jeg er gået helt amok med at podcaste på alt fra ‘Smagsdommerne’ til ‘Bonderøven’ fra DR. Kommer helt i tvivl, om jeg overhovedet gider bruge penge på rigtigt tv længere. Generelt er DR’s ting på nettet ret vilde, sidste sommer fik jeg endelig set ‘Matador’, fordi alle afsnittene ligger på Bonanza for eksempel«.
Hvem ser du mest op til?
»Simon, Rock og Asbjørn fra mit band. En iskold romantiker, et blankt geni og en mand der aldrig ved, hvad han gør, men som gør det hver gang. De er alle tre mine bedste venner, og jeg er dybt taknemmelig for, hvad vi har og kan skabe sammen. Og ya-dah, ya-dah, men sådan er det sgu«.
Dit stamsted?
»Krydset af Sønder Boulevard, Sommerstedgade og Skydebanegade. Spiser altid burger på Bar2K, når vi øver med bandet, og ender stort set altid på Sommersted uanset sammenhængen«.
Din sidste gode gerning?
»Kan ikke komme i tanke om nogen, tror ikke, det ligger så meget til mig. Måske der er noget karma i det, når jeg tænker på mit klippekort til skadestuen indenfor de sidste par år«.