Lars von Trier ramt af Parkinsons-sygdom

Lars von Trier ramt af Parkinsons-sygdom
Lars von Trier på Cannes Film Festival i 2018. (Foto: Matthias Nareyek/Getty Images)

Danmarks største instruktør Lars von Trier er ramt af den alvorlige sygdom Parkinsons.

Det skriver hans producer hos Zentropa Louise Vesth i en pressemeddelelse.

»Lars er ved godt mod og er i behandling for sine symptomer, og arbejdet med at færdiggøre ‘Riget Exodus’ forsætter som planlagt.
Sygdommen betyder, at Lars kun i begrænset omfang deltager i interviews op til premieren senere på året«, hedder det i den kortfattede meddelelse.

Triers ventede opfølger til sin ikoniske hospitalsserie ‘Riget’ får verdenspremiere på Venedig-festivalen i september før premieren på Viaplay senere på året.

66-årige Lars von Trier, der har skabt hovedværker som ‘Idioterne’, ‘Breaking the Waves’, ‘Dogville’ og ‘Nymphomaniac’, har hele sit voksenliv døjet med fysiske og psykiske problemer, dels angst i mange former, dels et misbrug af alkohol og stoffer, som han fortalte om for første gang i 2014.

Han har de seneste år kæmpet med rystende hænder, og på Sundhed.dk beskrives Parkinsons sygdom sådan her:

»Parkinsons sygdom udvikles på grund af en gradvis ødelæggelse af hjerneceller i substantia nigra, som er et lille og afgrænset område dybt i hjernen. Ødelæggelsen går særlig ud over de celler, som udskiller signalstoffet dopamin. Mangel på dopamin giver langsomme og træge bevægelser, stivhed i arme og ben, og rysten i hvile. Denne rysten rammer i særlig grad hænderne«.

Det fortsætter:

»Alle bevægelser vil med tiden blive langsommere. Det vil være tiltagende svært at begynde en bevægelse, eksempelvis at begynde at gå. Rysten er særligt fremtrædende i hvile, og forværres ved psykiske belastninger. Gangen bliver efterhånden med fremoverbøjet krop og småtrippende skridt uden medsving af arme og med usikker balance«.

Årsagen til sygdommen er ifølge Sundhed.dk »i de fleste tilfælde ukendt«, og man får behandling for at lindre symptomerne og bremse udviklingen af sygdommen, der dog ikke kan kureres helt.

Lars von Trier antydede omkring sin seneste film, ‘The House That Jack Built’, at det ville blive hans sidste. I stedet tog han ‘Riget’ på sig, som han koket altid har rubriceret som et venstrehåndsarbejde.

Hvad sygdommen betyder for hans videre filmskabelse, er endnu svært at sige. Uanset hvad har han et utroligt værk bag sig. Vi sender varme tanker og ønsker om god bedring.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af